Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Den norske Historie
som man fra hanseatisk Synspunkt havde mest Grund til at frygte.
Flere af Hanseforbundets mægtigste Stæder havde den
meklen-burgske Fyrsteæts Stammelande lige udenfor sine Porte; et Par
af dem erkjendte endog dens Overhøjhed. Det maatte paatrænge
sig dem, at deres Selvstændighed vilde blive paa det alvorligste
truet, om en saa nær og saa omsiggribende Nabo opnaaede nogen
væsentlig Forøgelse af sin Magt.1 Af denne Grund kunde de
foretrække at se den norske Kongesøn fremfor Meklenburgeren paa
Danmarks Throne, og af denne Grund var det udentvivl, at flere
af dem, deriblandt først og fremst Lübeck, Hanseforbundets Hoved
og ledende Stad, ogsaa i den følgende Tid stod paa Dronning
Margrethes Side og hjalp hende med at føie det tredie Hige til de
to, hvorover hun allerede havde faaet Raadighed.2
Det fremgaar af alt dette, at Modsætningen mellem
skandinavisk og tysk Interesse ikke har spillet Hovedrollen i de
Begivenheder, der førte til de skandinaviske Rigers Forening. Det
afgjørende Moment laa snarere i en Strid mellem forskjellige
tyske Interesser: Hanseaterne paa den ene Side, Meklenburgerne
og Holsteinerne paa den anden. Blandt de i Danmark bosatte
tyske Adelsmænd var der flere, som efter Valdemar Atterdag’s
Død sluttede sig til den meklenburgske Tlironkandidat. Andre
derimod stillede sig paa den modsatte Side og virkede med stor
Iver for Olav Haakonssøns Kandidatur, deriblandt først og fremst
Drotseten, Pomeraneren Henning Putbus,v som paa denne Tid
udentvivl var Danmarks indflydelsesrigeste Mand og mest
forfarne Politiker, og som blev Dronning Margrethes høire Haand
ved de første og vanskeligste Skridt paa hendes Bane.3 Ogsaa de
i Sverige bosatte tyske Adelsmænd delte sig paa lignende Maade
under den endelige Krise. Somme af dem blev Kong Albrecht
tro. Men flere af dem deltog i Reisningen mod ham og spillede
endog en fremtrædende Rolle i denne. Saaledes nævnes
Meklenburgeren Henrik Parow, der havde havt vigtige Embeder i Sverige
under Albrechts Regjering, blandt de allerførste, der faldt fra
ham og knyttede hemmelige Underhandlinger med Margrethe, og
det var denne samme Henrik Parow, der førte Overbefalingen
over Margrethe’s Hær i det afgjørende Slag ved Falkøping.4
Siden Valdemar Atterdag var død, uden at efterlade sig nogen
1 Schäfer, Die Hansestädte und Kg. Waldemar, S. 551—52.
2 Det er ganske vist ikke, som Erslev mener, Dronning Margrethe, S. 114, 41
en «Misforstaaelse», naar den lttbeekske Prædikebroder Hermann Corner († 1438) i
sin Chronica novella siger, at «Margrethe blev Dronning over de tre Riger med
Baad og Bistand af Søstæderne, især Lübeck, hvis Borgermester, Henrik W’esthof>
lor en stor Del satte dette i Verk».
3 Erslev, Dronning Margrethe, S. 413.
4 Erslev, l. c. S. 148, 111.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
