Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kalmarunionen og de skandinaviske Nationaliteter
(59
Dette var vistnok et slemt Forvarsel for Unionen; — det
vaiet Vidnesbyrd om dens Mangel paa Levedygtighed, at de, der
havde været med paa at stifte den, ikke kunde enes om at give
den en endog blot nogenledes fast Organisation. Men for
Dronning Margrethe maatte dog den Omstændighed, at ingen retslig
gyldig Unionsakt kom istand, i visse Maader være en Fordel.
Hun blev derved mere ubunden i sin Politik, og der levnedes
hende baade Tid og Magt til at udrette saameget for denne
Politik, at der ikke kan raade nogen Tvivl om, hvad der var dens
ledende Traad eller «Tanke». Saafremt hun havde havt
høitfly-vende Planer af den Art, som den moderne Skandinavisme har
tillagt hende, maatte hun have gjort et Forsøg paa at skaffe
Unionen en aandig Grund at hvile paa i Folkenes eller idetringeste i
Stormændenes Sympathi og Forstaaelse. Hun maatte have prøvet
paa at vænne dem til at arbeide i Forening, ved at sammenkalde
dem til hyppige Fællesmøder. Hun maatte have prøvet paa at
samle dem om et eller andet for Rigerne fælles Formaal, t. Eks.
Frigjørelsen fra det hanseatiske Handelsaag, der jo hvilede tungt
over dem alle tre. Hun maatte have ansat Danske i Sverige,
Svenske i Danmark o. s. v., for at gjøre Folkene mere fortrolige
med hinanden og vække hos dem en Forestilling om, at Unionen
var indstiftet til deres fælles Nytte og Hæder. Men hun gjorde
intet af dette. Siden 1397, da saamange Stormænd fra alle tre
Riger var samlede i Kalmar i Anledning af Erik af Pommerns
Kroning, og da det bekjendte Udkast til en Unionsakt affattedes, blev
lignende Fællesmøder af Nordens Stormænd kun afholdt to Gange
i Dronning Margrethe s Levetid, nemlig i 1398 og 1401.1 Det er
aabenbart, at hun ikke i dem har seet noget Middel til at befæste
Unionen. Heller ikke lagde hun an paa at blande Folkene ved
at give Mænd fra det ene Rige Len og Embeder i det andet. Hun
flk indtrængt danske Mænd paa norske og svenske Biskopsstole;
hun sørgede for at skaffe danske Mænd Forleninger i Norge og
Sverige og indsatte danske Mænd som Befalingsmænd paa svenske
Slotte, men ikke omvendt.2 Og hvad der er mest ødelæggende
for de skandinaviske Fantasier over Dronning Margrethe’s Politik:
disse «danske» Mænd, der skulde repræsentere Unionen og det
skandinaviske Folkefællesskab i Norge og Sverige, var for en
væsentlig Del Tyskere, — Medlemmer af de til Danmark indflyttede
tyske Adelsætter, til hvem allerede Valdemar Atterdag havde
særlig støttet sig, og blandt hvem ogsaa Dronning Margrethe, der i
denne som i enhver anden Henseende nøiagtig fulgte det af
Faderen givne Mønster, valgte sine fornemste Hjælpere i Raad og
1 Erslev, Dronning Margrethel. S. 241—42.
s Erslev, l. c. S. 262 -64.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
