Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kalmarunionen og de skandinaviske Nationaliteter
(71
fælles Konges Myndighed, medens hvert Riges indre Styrelse
væsentlig lagdes i Rigsraadets og de høie Rigsembedsmænds —
Drotsetens, Marskens og Kanslerens — Haand. Efterat Erik af
Pommern havde taget sin Tilflugt til Gotland og faktisk abdiceret,
blev ved en Sammenkomst af det danske og svenske Rigsraad
(1438) den «evige Forening» mellem Rigerne fornyet, men vel at
merke saaledes, at det fælles Kongedømme endog tænktes helt
overflødigt for denne. Man vedtog nemlig en Artikel, hvorved
det bestemtes, at i Tilfælde af Kongevalg skulde det først
afgjøres, om det var bedre at vælge én Konge over alle tre Riger,
eller om hvert Rige skulde have sin egen Konge, idet ogsaa for
det sidste Tilfælde det gamle Forbund til gjensidig Hjælp skulde
blive staaende ved Magt.1 Og da saa derefter Kristoffer af Bayern
blev hyldet først i Danmark, siden i Sverige, skete dette paa
Vilkaar, der næsten ikke levnede ham andet end Navnet af Konge.
I Danmark indlededes hans Regjering med Kuelsen af en
vidtstrakt Rondereisning mod Adelen, der efterfulgtes af blodige
Straffedomme; det menige Folk blev trykket dybere ned end
nogensinde, Adelen fremtraadte mere bestemt end nogensinde
som Landets virkelige Herre. I Sverige maatte Kristoffer, for at
opnaa at blive hyldet og kronet som Konge, afstaa al virkelig
Magt til Rigsraadet. «Fra et med Aristokrati blandet Monarki
blev Sverige et Oligarki, i hvilket Kongen figurerede som stum
Person.»2
Den monarkisk-dynastiske Union var bleven afløst af den
aristokratiske. Denne sidste synes i visse Maader mere naturlig
end den første; den syntes bygget paa en bredere Grund.
Alligevel maatte ogsaa den savne de nødvendige Livsvilkaar. Hvad
der knyttede de svenske og de danske Stormænd sammen, var
tilfældige Familjeforbindelser, smaa private Interesser. Naar de
enedes om at fornye Unionen mellem Rigerne, saa var det, fordi
de ønskede at frigjøre sig fra enhver Kontrol inden sit eget Land,
eller fordi de ønskede at aabne sig Adgang til at opnaa Len og
Embeder ogsaa i Naboriget. Men disse Ønsker og Interesser
havde en altfor negativ Karakter og var altformeget indbyrdes
uforenelige til, at der paa dem kunde bygges nogen varig
Konstruktion. De kunde mødes for et Øieblik, men alene for i det
næste Øieblik at skilles ad i en saameget bitrere Strid.
Det havde allerede forud for Unionen vist sig, at den danske
Adel var sterkere end den svenske. Det skete langt hyppigere,
at danske Adelsmænd flyttede til Sverige og fik Plads inden det
1 Den fornyede Unionsakt af 9de Juli 1438, sidst trykt i «Aarsberetninger fra
det Kgl. Dansk. Geheimearkiv», II. 6’ 38 ff.
2 Jahn, Danmarks polit.-milit. Hist. under Vnionskongerne, S. 192.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
