Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
])en norske Historie
Men det er tillige øiensynligt, at al denne Virksomhed fremgik
udelukkende af Kongens personlige Initiativ. Ingen selvstændig
Magt eller Interesse gjorde sig gjældende ved Siden af hans Vilje
inden de for Staten opdragne Grænser. Forfatningen havde
udviklet sig derhen, at Kongen var frigjort for enhver Konkurrence
i Hensyn paa Rigets Styrelse. Denne Enhed i det norske
Stats-væsen, der for en Tid kunde sj’nes at give det Styrke og at være
et Fortrin, maatte i Længden vise sig at være ulykkebringende.
Hvor der ikke er Betingelser for Strid, er der heller ikke
Betingelser for Udvikling.
I Danmark og Sverige var, som vi har seet, Kongedømme og
Aristokrati ved denne Tid stillet i et afgjort Modsætningsforhold til
hinanden; begge kappedes om, hvem der kunde rive mest til sig
af det Staten tilhørende Magtomraade. Deraf fulgte megen
Forvirring og mange Ulykker; men den værste af alle Ulykker, der
kan ramme en Ståt, — den nemlig, at det offentlige Liv hører op
af Mangel paa Næring, — var derved afvendt.
Den danske og svenske Adel dannede en med Kongedømmet
sideordnet, selvstændig Bepræsentation for Staten. Det var just
ikke nogen god Bepræsentation. Dens Politik blev oftest bestemt
af rent egennyttige Motiver. Gang efter Gang hjalp den til at
bringe Fremmedherredømmets Skam og Ulykke over sit Land,
for at fremme sine Standsinteresser. Paa den anden Side var
dog dens egen Velfærd saa nøie knyttet til Statens, at den aldrig
kunde blive helt fremmed eller ligegyldig for denne. Selve dens
økonomiske Privilegier afhang af, at den hævdede sin politiske
Magtstilling, og ved at hævde sin politiske Magtstilling hævdede
den tillige Statens Selvstændighed. Illoyal og upatriotisk, som
den ofte viste sig at være, og skjønt den ofte ved sine anarkiske
Tendenser og sin hensynsløse Opposition mod det indenlandske
Kongedømme banede Vei for den fremmede Indflydelse, var det
dog tillige den, paa hvem Forsvaret for den nationale
Uafhængighed i det afgjørende Øieblik først og fremst kom til at bero. Det
var den, som maatte gaa foran, naar det gjaldt at faa
Udlændin-gernes Overtag brudt. Og dens Valgret til Thronen, som havde
været brugt til at indkalde fremmede Konger eller til at bringe
Biget ind i en for dets Selvstændighed faretruende unionel
Forbindelse med et andet Bige, kunde nu netop blive et af de
kraftigste Midler til at afvende den truende Fare. En Adel, udrustet
med en saavidt selvstændig politisk Myndighed som den danske
og svenske, — stillet saaledes som denne midt imellem
Kongedømme og Folk, uafhængig af begge, adskilt fra begge, — afgav
overhovedet, med al den Uro og Forstyrrelse, der fulgte af et
sligt Forhold, en Garanti for Opretholdelsen af et selvstændigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
