Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1319 til 1448 79
Statsliv, det var saa omtrent uundværligt i en Overgangstid som
denne, da den store Mængde af Folket var bleven stillet helt
udenfor enhver Deltagelse i det offentlige Liv og reduceret til en blot
privat Tilværelse ved at flyttes ud af Stammen uden at flyttes
ind i Staten.
Denne Garanti maatte Norge savne, til Vederlag for at det nød
en mere ubrudt indre Fred. Den norske Stormandsklasse indtog
ingen selvstændig Magtstilling i Staten, og selve Veien til at
opnaa en saadan var, efter hvad vi har udviklet i det foregaaende,1
bleven stængt for den ved de Grundsætninger i Hensyn paa
Kongedømmets ubetingede Arvelighed, der var bleven slaaet fast som
Borgerkrigenes politiske Resultat, ikke blot i Forfatningens skrevne
Bogstav, men i Traditionen og den raadende Folkemening.
Det i Magnas Lagabøters Landslov optagne Kongearvetal
indledes med følgende Ord: «Efterdi det hele Folk skylder Kongen
megen Lydighed, er det saameget nødvendigere, at Mænd vares
for den store Forvildelsens Taage, hvoraf Størstedelen af dette
Lands Folk har været saa harmelig blindet, at der i intet andet
Land findes noget Sidestykke dertil, idet alskens Mænd er blevne
tagne til Konger og kaldte Konger mod den hellige Olavs Lov
og mod al den Ret, som hver Bonde kræver i Hensyn paa sine
egne Eiendele, og saaledes velbaarne Mænd er komne til at tjene
under saadanne, der neppe nok havde Æt til at være deres
Knaper ––––Derfor er den Ordning, som nu
følger, sat ind i Lovbogen og samtykket med ret Thingtak, for at
Mænd ikke herefter skal behøve at lede med famlende Haand
efter, hvem der med Rette bør at være Konge i Norge.» — Vi
finder i disse Ord antydet en Betragtningsmaade, der blev national
og som endnu i Slutningen af det 18de Aarhundrede blev hævdet
af det norske Folks mest repræsentative Mand i dette Tidsrum,
Erkepatrioten Nordal Brun:2 Kongeættens Ret til Riget og
Rigs-styrelsen mentes at være af samme Art og at maatte følge de
samme Regler som Bondens Ret til sin Odelsjord; den ene maatte
inden sit Omraade være ligesaa ubetinget som den anden; vilde
man have den ene respekteret, flk man ogsaa respektere den
anden; at den «urette Mand», d. v. s. den, der ikke var nærmest
arveberettiget, kom paa Thronen, vilde være et Brud paa den
samme Betsorden, der sikrede Bonden lians Odel og Eie.
En Tankegang som denne harmonerede paa bedste Maade med
den Samfundsforfatning, der var og blev den raadende i Norge,
Og hvoraf Folket modtog et varigt Aandspræg, — ifølge hvilken
1 Se 2den Del, S. 388 ff.
2 .Se min Hist. Indledning til Grundloven, S. 148- 1~>0,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
