Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1319 til 1448
79
til en ny, fremmed Æt blev et Vendepunkt i Rigets Skjæbne og
opfattedes som et saadant ogsaa af Samtiden. Udsigten til, at
Haakon skulde dø sønneløs, maa have været imødeseet af
Nordmændene med uhyggelige Anelser. Budskabet om hans Død maa
have været modtaget med en Følelse af, at Harald Haarfagres
Rige havde seet sine bedste Dage, nu da hans Æt var udslukket,
og at den Arvegangsorden, hvori man havde søgt Statens
Tryghed, nu netop vilde føre Staten ud i allehaande Farer og
Forviklinger, som man ikke kunde forudse og ikke afvende. Vi tør vel
se et Vidnesbyrd om, at en saadan Stemning har gjort sig
gjældende, i det Eftermæle, som blev Haakon til Del. Han kaldes i
en norsk Nekrologi, skrevet omkring 1323 eller noget senere, den
«livsaligste»: obiit Haqvinus dulcissimus rex Norvegie qvintus.1
Det er udentvivl snarere en Gjenklang af hans end af hans
Navnes Haakon den Sjettes Eftermæle, der møder os i Æneas Sylvius
Piccolomini’s Beretning om denne sidste: «Han siges at have været
en guddommelig Mand, hvem Landsfolket elskede og adlød med
en forunderlig Kjærlighed.»2 Vi ved, at han blev Gjenstand for
en ligefrem religiøs Dyrkelse; der fandtes et Alter for ham i
Mariakirken i Oslo, og endnu i Aaret 1521 søgte Kristian den 2den
Paven om, at han ved en formelig Kanonisation vilde stadfæste den
Rang, som Folkemeningen havde tilkjendt «den hellige Hagen».3
Denne Rang skyldte han neppe alene til det Indtryk, hans
personlige Egenskaber eller Fortjenester havde gjort, men udentvivl
ogsaa og endnu mere dertil, at han var sidste Mand af den Æt, til
hvem Mindet om Norges Riges Hæder og Velmagt var knyttet,
og hvis Uddøen maa have vakt almindelig Sorg og Bekymring.
Man ser, at Haakon selv, da han forudsaa, at han i sit
Egte-skab ikke vilde faa andre Børn end den ene Datter, der blev født
i 1301, har været sterkt uroet af Tanken paa, hvorledes det skulde
gaa denne Datter og Riget efter hans Død, og at han har arbeidet
paa at betrygge begges Fremtid, saavidt det stod til ham, ved
særskilte Foranstaltninger. Paa et Høvdingmøde i Oslo i Aaret
1302 fik han vedtaget en Retterbot, hvorved den i Landsloven
fastsatte Thronfølgeorden blev forandret til Fordel for hans
Datter saaledes, at egtefødt Dattersøn Hyttedes nogle Trin høiere op
i Kongearvetallet, og at egtefødt Datter selv fik Plads i dette og
blev erkjendt for at være arveberettiget til Thronen for sin egen
Person. Forandringen er motiveret ved samme Ord, der indleder
1 Scriptt. RR. DD. V. S. 385.
2 «Aqvinus, qvem ferunt divinura fuisse hominem, miro provincialium amore
et obseqvio cultum». Se Munch, N. F. H. 2. Afd. II. S. 118.
8 Se G. Storm, Den hellige Hong Haakon og Folkevisen om hans Dod, Norsk
hist. Tidsskr. IV. S. 464 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
