Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1319 til 1448
81
lig Raadgiver eller Formynder; derfor maatte
Lendermands-Værdigheden, hvortil en saadan Selvnævnthed var bleven knyttet ved
Traditionen og Rigets gamle Sedvaner, afskaffes; derfor voksede
denne Værdighed op til en slig Anstødssten i Kong Haakons Øine,
at han ikke vilde indskrænke sig til at lade være at uddele den
(hvilket kunde synes at være tilstrækkeligt, da han jo ikke vilde
gaa saavidt som til at fratage dem Værdigheden, der allerede
havde faaet den); han maatte høitideligt forkynde, at han herefter
ikke mere vilde give denne farlige Titel til nogen, og fandt det
endog nødvendigt at stemple det som en landsforrædersk
Handling, om nogen vilde raade til, at den blev fornyet.
Man faar et bestemt Indtryk af, at Haakon den Femte har
været en strengt-retsindig, alvorlig-religiøs Mand, i høi Grad opfyldt
af Tanken paa sin Pligt, at man ikke kan tvivle om, at han selv
har troet, at han ved disse Foranstaltninger sørgede paa det
bedste ikke blot for sin egen Slegt, men ogsaa for det Folk og Rige,
som han mente, at Gud havde sat ham til at styre. Men han var
bundet i en overtroisk, snever monarkisk Doktrin og kunde ikke
se udover den. Han har ikke kunnet forestille sig andet, end at
Kongedømmets og Kongeættens Interesse maatte falde sammen,
og at hvad det først og fremst gjaldt om for Rigets Velfærd, det
var at hævde Kongedømmets Uafhængighed ligeoverfor de samme
Storætter, der engang havde prøvet paa at dele Magten med det,
og hvis Ærgjerrighed engang havde vakt Ufred i Landet. Han
fortsatte Kong Sverre’s Politik, skjønt de Fiender, Sverre havde
havt at føre Krig mod, havde ophørt at eksistere eller havde
ophørt at være Hender. Det var fra en ganske anden Kant, at
Kongedømmets og Rigets Sikkerhed nu blev truet, og idet Kong
Haakon reiste Forskansninger mod en indbildt Fare, gjorde han
sit til al jævne Veien for den virkelige Fare, der nærmede sig.
Samtidig med at Kong Haakon udstedte Retterboten af 1302,
ifølge hvilken hans egtefødte Datter skulde have Arveret til
Thro-nen for sin egen Person, fæstede han denne sin Datter til den
svenske Hertug Erik Magnussøn, om hvem det allerede dengang
maatte vides, at han var en foretagsom og ærgjerrig Herre. Det
laa da nær at forudse, at, naar Kong Haakon døde uden at
efterlade sig nogen nærmere Arving end Datteren, vilde Hertug Erik,
i Egenskab af hendes tilkommende Mand, tilvende sig Indflydelse
paa den norske Styrelse og bruge denne sin Indflydelse i en for
Norge skadelig eller idetringeste Norge uvedkommende Politiks
Tjeneste. Skjæbnen føiede det nu anderledes. Hertug Erik døde
før Kong Haakon. Det i 1302 aftalte Egteskab var imidlertid
kommet istand, og Haakon oplevede, at der i dette Egteskab fødtes
en Søn, om hvis Ret til Norges Throne der ikke kunde raade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
