Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1319 til 1448 87
fatning har gjort sig gjældende. Unionstraktaten af 1319 er
nemlig yderlig kortfattet og lægger an paa at indskrænke det politiske
Fællesskab mellem Rigerne til det mindst mulige. Kongen skulde
opholde sig lige længe i hvert af Rigerne; fra intet af Rigerne
skulde dets Mænd ledsage ham længere, end til Rigsgrænsen; de
to Riger skulde gjensidig yde hinanden den samme Hjælp, naar
det behøvedes; i Kongens Mindreaarighed skulde endelig Rigets
Midler i Norge anvendes til Udredelsen af de i Kong Haakon’s
Testamente fastsatte Summer samt til Kongens Kosthold og til at
have ved Haanden, naar han behøvede det, med Hertugindens og
Rigsraadets Samtykke.
Dette var Traktatens Indhold. Som man ser, hævder den
Principet om Rigernes fuldkomne Ligeberettigelse og holder dem
skarpt ud fra hinanden i Hensyn paa Forvaltning. Derved skulde
der nu være sørget for, at Norge ikke kom under fremmed
Indflydelse eller blev styret efter fremmede Synsmaader, skjønt det
maatte dele Konge med et andet Land. Men ét er at give Regler
ved en Traktat, et andet at paase, at de bliver overholdte. For
Norges Vedkommende tilfaldt nu denne Opgave det af
Haakon den Femte indsatte Formynderraad. Haakon havde været
bange for, at Formynderne skulde komme til at optræde paa en
altfor selvstændig, for Kongedømmets Uafhængighed
kompromitterende Maade, og havde derfor indskrænket deres Magt inden
visse skarpt og snevert opdragne Grænser. Det viste sig, at de
ikke engang kunde eller turde bruge den Magt, som var bleven
dem levnet. Man ser saagodtsom intet Spor af denne
Formynder-regjerings Eksistens. Den synes at have været saa lidet anseet
og at have havt saa liden Evne til at gjøre sig gjældende, at de,
der havde noget vigtigt at andrage, endog gik rent forbi den og
henvendte sig direkte til Kongen eller, hvad der vilde sige det
samme, til Kongens Moder Hertuginde Ingebjørg.
Det varede da ikke længe, før al virkelig Regjeringsmyndighed
gik over til hende. Endog Rigsseglet kom i hendes Besiddelse,
skjønt hun fordetmeste opholdt sig udenfor Riget, og skjønt Kong
Haakon udtrykkelig havde bestemt, at Provsten ved Mariakirken
i Oslo tillige skulde være Kansler og i denne Egenskab have
Rigsseglet under sin Forvaring.1 Saavidt lykkedes det hende ikke at
naa for Sveriges Vedkommende; dog blev ogsaa her Rigsstvreisen
for en væsentlig Del lagt i hendes Haand. Og den Magt, der
saaledes tilfaldt hende, brugte hun paa den uforsvarligste Maade, til
Fordel for en Kreds af Lykkeriddere, der omgav hende og havde
sat sig fast i hendes Gunst, særlig den danske Adelsmand Knut
1 Munch, N. F. H. 2. Afd. I. S. 38 - Iib. 31te Aug. 1313.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
