Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
])en norske Historie
Navn, han bar, kunde efterlade et Savn og faa en Plads i
Traditionen lig Sagatidens største Konge og mest glimrende Helt, som
i faa Aar alene ved sin Personligheds Magt havde gjennemført
det dybest indgribende af alle Skifter i det norske Folks Historie.
Vi kan heri se et Merke paa Tilbagegangen, — et Vidnesbyrd om,
hvorledes man, efter at have begyndt med at slaa stort paa, var endt
med at blive overmaade nøisom. Nordmændene havde engang
krævet af sin Konge, athan skulde have en Høvdings og Herskers’ydre og
indre Egenskaber; nu var det nok, at han var den rette Mand efter
Arvetallet. Deres Troskab mod den gamle Kongeæt havde engang
været grundet i noget andet og mere end Erkjendelsen af et
retsligt Forhold; den havde været et Udtryk for Sammenhængens
Aand blandt dem, Respekten for de historiske Minder, Ønsket
om en kraftfuld Ledelse, Haabet om at finde de fødte Ledere
iuden den Æt, der havde været vant til at gaa i Spidsen, et Haab,
som heller ikke blev skuffet, saalænge Ætten endnu blomstrede.
Nu var den gaaet helt ud; Lovgivning og Statsforfatning havde
faaet sin faste Skikkelse, Veien var spærret for enhver
fremadstræbende Kraft — man var bleven vant til at sidde stille, uden
andet Ønske, end at alt maatte blive ved det gamle, uden noget
Krav paa en virkelig Fører og uden Øie for de Egenskaber,
der hører til for at skabe en saadan; Hengivenheden for den
repræsentative Æt, til hvem Folkets Historie’ var knyttet,
Villigheden til at følge den Mand, i hvem man saa den selvskrevne
Høvding, fordi han forenede Fødselens og Begavelsens Ret, var
skrumpet ind til en blind Vedhængen ved et blot
juridisk-forma-listisk Arvelighedsprincip, hvorved der tilsidst hverken spurgtes
om Ætten eller Manden, men bare om at følge en vis af Loven
fastsat Orden. Hvad der engang havde været en levende Kraft,
der virkede til at løfte Folket og give det en Historie, var blevet
en Dødvegt, der drog det stadig dybere ned og hindrede enhver
fri Bevægelse.
Da den gamle Kongestamme gik ud i Mandslinjen med Haakon
den Femte, maatte dette vel opfattes hos Nordmændene som en
Nationalulykke, der rammede deres Statsorden i selve Grunden,
hvorpaa den var bygget. Men dengang var idetringeste
Sukces-sionsordenen grei og klar. At Magnus Eriksson var den rette
Odeismand til Norges Krone efter sin Morfader, derom raadede
ingen Tvivl; han var kjendt og erkjendt af alle. Nu, ved Olav
Haakonssøn’s Død, stillede Sagerne sig saameget værre, fordi der
ikke fandtes nogen, hvis Frændskabsforhold til den afdøde Konge
eller hans Æt eller den gamle norske Kongeæt var et saa nært,
at hans Ret til at komme i Betragtning ved Thronfølgen kunde
gjælde som en paa Forhaand givet. Arvelighedsprincippet, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
