Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1319 til 1448
103
var blevet Begyndelsen og Enden af Nordmændenes Statsret, lod
dem altsaa i Stikken. Man havde vænnet sig til at følge det blindt
og ubetinget; man formaaede ikke at hæve sig til Tanken om at
sætte det ud af Betragtning, og var paa samme Tid uvis om,
hvorhen det førte. Under den heraf opstaaede Raadvildhed
maatte det falde Dronning Margrethe let at fastholde den Magt,
hun engang havde vundet i Egenskab af den afdøde Konges
Moder og Formynderske, og at drage de norske Stormænd med
sig i den Retning, hvori hun ønskede Thronfølgerspørgsmaalet løst.
Faa Dage efter Sønnens Død1 blev hun af danske Stormænd
udvalgt og hyldet som Danmarks Riges «fuldmægtige Frue og
Formynder», hvilket hun skulde være, saalænge «indtil hun og
de tilsammen endrægtigt kunde komme overens om at vælge en
Konge, dog saaledes, at de ikke skulde skilles fra hendes Tjeneste
og Hjælp, førend hun selv viste dem fra sig til denne samme
med hendes og deres Raad og Vilje udvalgte Konge». I
Begyndelsen af det følgende Aar (1388) var hun tilstede ved et
Raads-møde i Oslo, hvor Spørgsmaalet om, hvem der var nærmeste
Arving til Norge efter Olav, blev forhandlet.2
Det viste sig, at Spørgsmaalet var alt andet end greit at løse.
Der var flere, som havde Krav paa at komme i Betragtning; men
ingen stod saa, at hans Bet var aldeles udisputerlig og
utvivlsomt bedre end de øvriges; der var ingen, mod hvis Adkomst
ifølge Reglerne om Kongearvefølgen man ikke kunde reise
Indvendinger, og i Hensyn paa den Orden, hvori de forskjellige
Prætendenter rettelig burde stilles, kunde man komme til forskjellige
Resultater, eftersom man gik ud fra den ene eller den anden
Lovfortolkning, den ene eller den anden Opfatning af, hvad der
var gjældende Lov. For det første stod nu to Konge-Arvetal ved
Siden af hinanden, Landslovens og Haakon den Femtes af 1302.
Maaske tør det ansees for sikkert, at det yngre Arvetal, der bare
er indført i nogle ganske enkelte af de nu eksisterende
Haandskrifter af Landsloven og ikke synes at have været vedtaget paa
sedvanlig Maade af Lagthingene, ikke har været kjendt eller
idet-ringeste ikke erkjendt som gjældende Lov, og at man følgelig
ubetinget har maattet holde sig til ældre Arvetal.3 Men i saa
Fald var det endnu et Spørgsmaal, om man skulde regne de i
dette Arvetal opførte Frændskabsgrader fra den sidst afdøde
Konge eller fra en hvilkensomhelst af de tidligere afdøde.
Lands-lovens Arvetal siger intet herom. Derimod er det i Arvetallet af
1302 udtrykkelig foreskrevet, at Frændskabsgraderne skal regnes
1 Se Erslev, Dronning Margrethe, S. 468—69.
2 Jvfr. Munch, N. F. H. 2. Afd. II. S. 286 ff. Keyser, Kirkehist. II. S. 413 ff.
3 Munch, N. F. H., 2. Afd. II. S. 288.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
