Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Xorges politiske Historie fra 1319 til 1448
107
ning af Lovbøgerne, at nemlig Erik, Hertug Vartislav’s Søn af
Pommern, var den rette Arving til Norge, antog og annammede
paa egne og hele Rigets Vegne ham til sin og Norges Riges Konge
og rette Herre, — dog saa, at Dronning Margrethe skulde nyde
al sin Ret inden Riget uforkrænket, — særlig den hende tilstaaede
Morgengave Baagahus med hvad dertil laa, — og at hun
fremdeles skulde raade for Styrelsen, indtil Kong Erik eller hans
Arving kom til sin lovlige Alder, og da være fritaget for alt Regnskab.1
— Straks efter Rigsmødet drog saa Dronning Margrethe med den
unge Konge, som dengang bare var en syvaarsgammel Gut, til
Throndhjem, hvor han efter gammel Skik blev hyldet paa
Øre-thing (Septbr. 1389), og hvor Kongenavnet blev ham givet af
Haakon Jonssøn, Søn af Jon Hafthorssøn, der selv gjennem sin
Faders Moder stammede fra den gamle norske Kongeæt, og som
udentvivl maa have været paa Tale ved Spørgsmaalet om, hvem der
efter Kong Olav var den rette Arving til Norges Rige.
Dermed syntes vel i Samtidens Øine den ved Olav’s Død
fremkaldte Krise i det norske Statsliv at være nogenledes vel
overstaaet. Det maa have raadet Uro i Sindene, saalænge Landet var
kongeløst og man ikke vidste, om der fandtes nogen lovlig Arving
til den ledige Throne. Men nu var Arvingen fundet; Landet
havde atter faaet en Konge, fra hvem Arvetallet herefter skulde
regnes. Saa var der jo aabnet den bedste Udsigt til, at Tingene
atter vilde glide sin jævne Gang efter den engang fastsatte
Orden; man kunde atter drage sig tilbage inden Kredsen af sine
private Interesser og behøvede ikke længer at uroes for Statens
Skyld, saasom jo dens Styrelse var bleven lagt i de efter Loven
«rette» Hænder.
Det fattes dog ikke paa Tegn, hvoraf det synes at fremgaa, at
de paa Rigsmøderne i 1388 og 1389 tagne Beslutninger har vakt
Uvilje og vel endog stødt paa Modstand. Dette gjælder nu først
og fremst om Dronning Margrethes Ophøielse til Rigets
«mægtige Frue og rette Husbonde». Vistnok var hun efter den private
Arvegangsorden Sønnens nærmeste Arving. Dertil er henvist i
det af Rigsraadet den 16de Februar 1388 udstedte Brev, og at
dette i Folkemeningen er bleven opfattet som hendes rette og
egentlige Adkomst til at overtage Rigsstyrelsen, synes ogsaa at
fremgaa af Udtrykket i de islandske Annaler, at hun «tog Riget i
Arv eter Kong Olav».2 Man var saameget tilbøieligere til at
sammenblande Reglerne for den private Arvegang og Reglerne for
Kongearvefølgen, fordi Kongedømmet mere og mere blev opfattet
1 Dipl. Norv. III. No. 484 (latinsk Gjenpart). Paludan-Muller, Observ. crit.
S. 108—110 (norsk Gjenpart).
2 Isl. Annäl. S. 332.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
