Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
])en norske Historie
som en rent privat Besiddelse. Alligevel, — en Kvinde styrende
Riget i eget Navn, — indtagende den norske Konges Plads for
sin Levetid, — xlet var dog saalidet stemmende med
Nordmændenes nedarvede Forestillinger og Sedvaner, at mange maatte føie
Uvilje derover. Maaske bør man ogsaa heri se en Grund til de
Skridt, der foretoges i det følgende Aar, da Erik af Pommern blev
antaget og hyldet som Konge og Dronning Margrethe’s
Rigsforstanderskab indskrænket til Tiden, da Erik endnu var umyndig.
Idet-ringeste den sidste Reslutning kan neppe opfattes anderledes end
som fremtvunget ved et ydre Tryk og stridende mod Dronningens
eget Ønske. Hun har maattet finde sig i at træde et Skridt
tilbage, for at imødekomme en raadende Opinion. Naar hun ikke
længer optraadte i eget Navn som Rigets rette Husbonde, men
som Formynderske for sin Pleiesøn, den umyndige Kong Erik,
var der i hendes Rigsforstanderskab intet egentligt nyt eller
stødende for Nordmændenes Retsopfatning; hun havde jo allerede
før været den faktisk styrende i Sønnens Navn, ligesom
Hertuginde Ingebjørg havde været det i sin Søns Navn.
Men ogsaa i Hensyn paa det Resultat, hvortil de paa
Rigsmøderne i 1388 og 1389 forsamlede Stormænd kom i selve
Arve-spørgsmaalet, synes der at være Grund til at tro, at det er blevet
modtaget med Uvilje eller Tvivl fra adskillige Hold, og at det
ikke har gaaet saa aldeles glat med at faa det fastslaaet. Man
har villet se et Vidnesbyrd herom i det Brev, som blev udstedt
paa Akershus 18de Februar 1388, to Dage efterat Rigsmødet havde
erklæret Erik af Pommern for at være ret Arving til Norges Rige,
og hvorved nogle af de i Rigsmødet deltagende geistlige og
verdslige Stormænd vidner, at Haakon Jonssøn i deres og Dronning
Margrethes Nærværelse lagde sin Haand paa Rogen og svor, at
han aldrig havde tragtet efter at blive Norges Konge, hvortil han
heller ikke i mindste Maade havde nogen Ret, og at han aldrig
vilde tragte derefter, hvilket han «svor og erklærede ikke
tvungen, men aldeles frivilligt».1 Man har ment, at disse sidste Ord
neppe bør troes efter Rogstaven, at under alle Omstændigheder
en saa høitidelig Erklæring ikke kan være bleven afkrævet
Haakon Jonssøn, uden fordi de, der krævede det, vidste, at der var
et Parti, som saa i ham det rette eller bedste Kongsemne, og
fordi de frygtede, at det kunde blive Alvor med hans Kandidatur
til Thronen, saafremt der ikke blev lagt et Raand paa ham, enten
nu dette skete ved Tvang eller ved gode Løfter. Et andet, mere
utvetydigt Vidnesbyrd i samme Retning afgiver de Islandske
Annalers Omtale af Erik af Pommerns Hylding som norsk Konge.
1 Dipl. Xorv. III. S’o. 478,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
