Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1319 til 1448
111
gik over til en ukjendt Mand, hvis Frændskabsforhold til den gamle
Kongeæt var saa fjernt, at det krævede et helt Studium at faa
Greie derpaa. Ved at «granske i Lovbøgerne» kunde man vel komme
efter, at han var nærmeste Arving til Thronen; men hans
Arveret maatte dog altid fremstille sig som et blot juridisk Krav; den
kunde blive Gjenstand for Respekt, men nogen sterkere eller
dybere Følelse kunde ikke knytte sig dertil.
Ved Princippet om Kronens ubetingede Arvelighed var Norge
to Gange forud blevet draget ind i Unionen med de andre
skandinaviske Riger, som havde vist sig at være skadelige for Riget,
og som man havde arbeidet paa at komme løs fra. Da Erik af
Pommern blev antaget og hyldet som Norges Konge, maatte man
kunne skjønne, at dette var det indledende Skridt til at drage
Riget ind i en ny Union, endnu mere omfattende end nogen af
de forrige og følgelig endnu mindre forenelig med Norges
Interesser. Paa denne Tid var Kong Albrecht allerede slagen og i
Fangenskab; Størsteparten af Sverige havde underkastet sig
Dronning Margrethe, og de svenske Stormænd havde lovet og tilsagt
hende at ville erkjende og beholde som sin retmæssige Konge
den, hun vilde have dertil, enten medens hun levede eller efter
hendes Død; af de danske Stormænd havde hun Aaret forud
modtaget et lignende Tilsagn, og i begge Riger var hun erkjendt som
den fuldmægtige Frue og rette Husbonde, i hvis Haand Styrelsen
blev lagt. Derom kunde der ikke være Tvivl, og det maatte
Nordmændene kunne vide, da de hyldede Erik af Pommern som sin
Konge paa Ørething, at det var ham, hvem hans Fostermoder og
Formynderske havde udseet til ogsaa at blive Sveriges og
Danmarks Konge. Men at denne Udsigt skulde have tiltalt dem og
været en Anbefaling i deres Øine, er ikke troligt. Man kunde
forestille sig, at de norske Stormænd nu havde mindre mod en
Union end tidligere, efterat Erfaringen havde vist dem, at de
saameget friere kunde misbruge eller udnytte sine Forleninger i egen
Interesse, naar Kongen var borte fra Landet. Men Retsordenen
i Norge var dog i det hele altfor fast grundet til, at dette Motiv
kan have havt en saadan Vegt for dem som for deres svenske og
danske Standsfeller. Under alle Omstændigheder er det klart, at
det ikke paa nogen Maade har øvet den bestemmende Indflydelse.
Man har i 1389 som i 1380 og 1319 gaaet ud fra, at den lovlige
Arvegangsorden maatte følges, hvor den saa bar hen. Om
Arvingen til Norge allerede forud var Konge over et andet Rige
eller havde den bedste Udsigt til at blive det: det flk ikke hjælpe;
derved kunde hans Ret ikke forspildes. En og anden har
maaske, fra et rent Egennyttens Standpunkt, fundet en Forening med
et andet Rige ønskelig; de fleste har vistnok i 1389, som i 1319
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
