Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
])en norske Historie
norske Kongedømmes Arvelighed. Og at dette Standpunkt blev
gjort gjældende allerede ved Affattelsen af det første Udkast eller
Forslag til en Fællesforfatning for Rigerne, maa have været en
medvirkende Grund til, at Tanken om at istandbringe en saadan
blev opgivet. Man har indseet, at den var upraktisk,
ugjennem-førlig, og at det vilde være forstandigst at overlade til Tiden og
Sedvanen at udviske Modsætninger, der ikke kunde forliges ved
nogen ligefrem Overenskomst.1 Norge vedblev at være og at gjælde
for et afgjort Arverige, medens Sverige og Danmark vedblev at
være og at gjælde for ligesaa afgjorte Valgriger.2 Unionen
mellem de tre Riger under Erik af Pommern vedblev altsaa i det
udvortes at have den samme rent personlige, rent tilfældige
Karakter, som Unionen mellem Norge og Danmark under Olav
Haa-konssøn og Unionen mellem Norge og Sverige under Magnus
Eriksson havde havt.
I Virkeligheden var der jo dog en Forskjel. Den nye Union
havde ikke blot et videre Omfang, men ogsaa et dybere Indhold.
Den var fremfor de tidligere Unioner noget andet og mere end
et Verk af tilfældige Omstændigheder. Den havde været forud
planlagt og tilstræbt, og den blev, da den var kommet istand,
Udgangspunktet for en bestemt Politik, der lagde an paa at faa
den udvidet og befæstet. Denne Politik udgik for det første fra
Kongedømmet; men ved Siden af Kongedømmet stod andre
Magter, der havde hjulpet til at bringe Unionen istand, og som stod
færdig til at udnytte den i sin Interesse. Norges Stilling blev
derved saameget vanskeligere; det blev saameget nødvendigere,
at dets Stormænd var repræsentative i mere end en udvortes
Forstand; der stilledes større Krav til deres politiske Initiativ og
Interesse; der fordredes et skarpere, mere vedholdende Vagthold
om Rigets Selvstændighed, og medens Opgaverne saaledes havde
vokset, var Viljen til at indlade sig med dem og Evnen til at løse
dem blevet mindre.
Denne Minking af den politiske Kraft hos den norske
Stor-mandsklasse kommer ikke saameget tilsyne i dens Optræden
under Krisen efter Kong Olav’s Død, — Mændene fra 1319 skulde
neppe have redet sig ud af denne paa nogen anden eller bedre
Maade, — som snarere i dens Forhold senerehen under Dronning
Margrethe’s og Kong Erik’s Styrelse.
Norge blev behandlet som Stedbarn i den nye Union, som i
de tidligere, — bare i en endnu langt mere fremtrædende Grad.
Dronning Margrethe og Kong Erik delte nogenledes sin Tid mel-
1 Rydberg, Sverges Traktater, II. S. 567 ff.
2 Styffe, Bidrag etc. II. No. 41. Jvfr. Erslev, Dronning Margrethe, S. 234—35.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
