Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1319 til 1448
121
et ligefremt Oprør, — det første i Norge siden Magnus Erikssons
Dage, næsten hundrede Aar tilbage i Tiden. Et Par Aar forud
var det brudt løs i Sverige, og det kan neppe være tvivlsomt, at
det svenske Eksempel har virket smittende og opmuntrende i
Norge.1 Den norske Reisning stemmer i mangt og meget overens
med den svenske. Ligesom denne var den først og fremst rettet
mod de udenlandske Fogder eller Lensherrer, og, ligesom denne,
udgik den væsentlig fra Almuen, medens Stormandsklassen
fordetmeste holdt sig udenfor eller endog stillede sig ligefrem mod
den og synes at have betragtet den med Uvilje eller Frygt.
Reisningen i Sverige havde en saa rivende Fremgang, at dens Leder,
Engelbrekt Engelbrektssøn, i Løbet af faa Maaneder blev Herre
over saagodtsom det hele Land. Men ogsaa den norske Reisning
synes at have begyndt under noksaa lovende Auspicier. Den
udbredte sig over en stor Del af det søndenfjeldske Norge: Viken
(Baahuslen), Borgesyssel, Solør, Romerike, Osloherred, Vestfold,
Skienssyssel, og det fremgaar af Vilkaarene for en Vaabenstilstand,
som blev afsluttet den 24de Juni 1436 mellem endel Medlemmer
af Rigsraadet paa den ene Side og Bøndernes Høvding, Amund
Sigurdssøn, — en Mand af adelig Byrd, ligesom Engelbrekt
Engel-brektssøn, — paa den anden, at dennes Parti i Øieblikket har været
det sterkeste.2 Men Bladet vendte sig snart; Bevægelsen blandt
Bøndernedøde hen, og saa nær de to Reisninger — den norske og den
svenske — synes at stemme overens i Hensyn paa Oprindelse og
første Fremgang, — saa modsat forholder de sig til hinanden i Hensyn
paa historisk Rækkevidde og politiske Konsekvenser. Den
svenske voksede til en sand Nationalbevægelse og dannede et afgjørende
Skifte i Folkets Historie; den norske blev en blot og bar Episode
uden noget varigt eller væsentligt Resultat. Grunden til denne
Modsætning kan ikke søges deri, at den svenske Almue skulde
have staaet paa et høiere Standpunkt end den norske, saa at den
var mere politisk eller patriotisk vaagen. I saa Henseende var
Vilkaarene udentvivl omtrent de samme i begge Lande. Hvad
der fra først af satte Almuen i Bevægelse, var i Sverige som i
Norge de rent private Kjæremaal: umilde Fogder og uvante
Skattebyrder. Da Dalkarlene drog mod Stockholm under Engelbrekt
Engelbrektssøns Førelse, var deres Løsen ikke Sveriges Ære og
Selvstændighed, men Tilbageførelsen af Tilstanden under den
hellige Erik, da der endnu ikke fandtes Skatter, Udredsler eller
Told.3 Det er vel saa, at Respekten for den kongelige Odelsret
til Riget lagde et Baand paa de norske Bønder, der var ukjendte
’ Keyser, Kirkehist. II. S. 506—7.
2 L. Daae, Hist. Tidsskr. IV. S. 79.
3 Staffe, Bidrag, II. S. C-CI; jvfr. S. 265-91.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
