Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1319 til 1448
123
Klarhed eller Styrke, som de aldrig lærte at bruge paa en
saadan Maade, at de derved hævdede Norges Selvstændighed og
Jævnbyrdighed ligeoverfor de to andre skandinaviske Riger.
Erik af Pommern reiste om Høsten 1436 til Gotland, hvor han
opholdt sig hele den følgende Vinter, uden at lade høre fra sig,
saa man i Danmark og Sverige troede ham død. Fra Gotland
drog han til Preussen og Pommern for at søge Hjælp mod sine
oprørske Undersaatter. Han kom tilbage til Danmark i 1437,
men reiste Aaret efter atter til Gotland, hvor han fra nu af tog
sit stadige Ophold. Samme Aar (1438) i Juli Maaned fornyede
danske og svenske Rigsraader den «evige Forening» mellem
Rigerne, med Reservation af en senere Afgjørelse af Spørgsmaalet,
om hvert af Rigerne skulde vælge sin egen Konge, eller om man
skulde lade sig nøie med en for dem alle tre. I Juni 1439 sendte
det danske Rigsraad Kong Erik et formeligt Opsigelsesbrev,
samtidig med at det valgte hans Søstersøn Kristoffer af Bayern til
Rigsforstander. I September samme Aar opsagde ogsaa det
svenske Raad Kong Erik Huldskab og Troskab. Ud paa Vaaren
det følgende Aar blev Kristoffer af Bayern valgt til Danmarks
Konge. Faa Maaneder efter (Oktbr. 1440) tilbød det svenske
Rigsraad at vælge ham paa Vilkaar af, at Sverige «ikke skulde komme
i saadan Trældom og Undertrykkelse, som det før havde
været», og i September 1441 blev han kronet i Stockholm som
svensk Konge.
Under alt dette holdt Nordmændene fast ved sin gamle Herre
med en Troskab, som man maatte finde rørende, saafremt det
ikke var klart, at der her ikke kan være Tale om nogen
Hengivenhed enten for Kongens Person eller hans Æt, eftersom
baade den ene og den anden var ukjendt i Norge, men alene om
en stiv og blind juridisk Konservatisme. Gang efter Gang sendte
det norske Rigsraad Bud og Brevskab til Kong Erik paa Gotland
med Forestillinger om det norske Folks Troskab og vanskelige
Stilling og med Bøn om, at han vilde komme sine tro
Undersaatter til Hjælp eller idetringeste tilskrive dem sin Vilje. Erik
agtede det ikke engang Umagen værdt at give noget Svar, endsige
at det skulde have faldt ham ind at følge Opfordringen om at
komme til Norge, skjønt Nordmændene viste sin Villighed til at
støtte ham i Gjerningen, nemlig ved at foretage til Fordel for
ham et krigersk Indfald i Sverige. Han var «en gammel Herre,
kjed af denne Verden», og brød sig mindst af alt om det fattigste
af sine Riger, som han altid havde forsømt, og hvor han siden
1405 ikke havde sat sin Fod. Gang efter Gang kom der
Opfordringer fra det danske og svenske Rigsraad til det norske om at
fornye Unionen mellem Rigerne ved at opsige Erik og antage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
