Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
])en norske Historie
Kristoffer som Konge; Nordmændene svarte undvigende og søgte
at hale Tiden ud, saa øiensynlig skadelig end enhver Opsættelse
maatte være for Riget. Først da det maatte staa klart for alle
og enhver, at ingen Trøst eller Hjælp var at vente enten hos
Kong Erik eller hos den Mand, som efter det norske
Kongearve-tal var hans nærmeste Arving, Hertug Bugislav, bekvemmede det
norske Rigsraad sig til at slutte sig til det i Danmark og Sverige
stedfundne Kongevalg. Man kan altsaa sige, at Nordmændene
ikke svigtede sit Arveprincip, men at Arveprincippet svigtede dem.
Om Sommeren 1442 holdtes et Møde af alle tre Rigers Raad i
Lødese, hvorhen tillige Repræsentanter for den norske Almue var
indkaldt for at give den paatænkte Valghandling en formelt lovlig
Karakter. Her valgtes da Kristoffer af Bayern til Norges Konge,
efterat Almuens Repræsentanter havde udstedt en Erklæring om,
at de vilde nøies med, hvad Rigets Raad besluttede baade i
Hensyn paa Kristoffers Antagelse til Norges Konge og i Hensyn paa
andre Rigets Ærinder, naar de kun maatte blive ved Norges Lov
og Retterbøter som hidtil,1 — og derefter drog Kongen til Oslo,
hvor han blev kronet.
I visse Maader blev dette Thronskifte for Norge en
Forandring til det bedre. Kristoffer af Bayern synes at have indseet
det forfeilede ved den af hans Forgjængere drevne Unionspolitik
og at have slaaet med stor Bestemthed ind paa en anden Vei end
den, hvorpaa disse havde gaaet frem. Ikke blot overholdt han
de Forpligtelser, han havde indgaaet ligeoverfor Sverige, idet han
ikke gjorde noget Forsøg paa at indtrænge Udlændinger i svenske
Len eller at indskrænke den Selvstændighed, som det svenske
Rigsraad havde forbeholdt sig i Hensyn paa den indre Styrelse.
Men ogsaa ligeoverfor Norge iagttog han en lignende Holdning,
skjønt han der neppe var bunden ved en ligefrem
Valgkapitulation som i Sverige og idetringeste havde meget mindre at frygte,
om han overtraadte de ved en saadan indgaaede Forpligtelser.
Den norske Drotsete nedlagde vel sit Embede, efterat Kristoffer
var bleven hyldet som Konge, men Norge beholdt fremdeles sin
egen Kansler,2 og der er intet Spor af, at Kristoffer har strævet
med at holde Rigsraadet udenfor Styrelsen paa samme Maade
som Dronning Margrethe og Erik af Pommern. Han har havt
formegen sund praktisk Sans til det; han har ikke brudt sig om
at fastholde en Magt, som han ikke kunde bruge, og han har
indseet, at det var til Norges Gavn, uden at indeholde nogen
Fare for ham, at dets Styrelse blev mere selvstændig derved, at
Rigsraadet tog mere virksom Del i samme. De heldige Følger
1 Dipl. Xorv. III. No. 771, V. No. 711.
2 Keyser, Kirkehist. II. S. 52’J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
