Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1319 til 1448
125
heraf viser sig paa flere Omraader, men allermest i den Maade,
hvorpaa man nu en Tidlang optraadte fra norsk Side ligeoverfor
Hanseaterne, — det Forsøg, der blev gjort paa at sætte lovlige
Skranker for det Bergenske Kontors Handelsherredømme, og som
i Begyndelsen havde slig Fremgang, at man maa tro, at det ikke
vilde have blevet uden varigt Resultat, saafremt det ikke var
bleven afbrudt ved Kong Kristoffers Død og hans Eftermands
Uduelighed og æreløse Pligtforglemmelse.
Paa samme Tid er det dog klart, at Norge i den nye Union
mellem Rigerne, der kom istand ved Kristoffers Valg, indtog en
endnu skjævere og misligere Stilling, end det havde indtaget i
den forudgaaende Union. Denne sidste havde en væsentlig
dynastisk Karakter; dens Tyngdepunkt var Kongedømmet, der
idet-ringeste i en udvortes Forstand tilhørte Norge ligemeget som de
to andre Riger. Den nye Union derimod var væsentlig
aristokratisk og havde sit Tyngdepunkt i hvert Riges Rigsraad som
Repræsentant for dets Adel. I en Union af denne Karakter maatte
Norge med sine faa hendøende og lidet betydende
Stormandsætter kommer til at spille en endog i udvortes Forstand
underordnet Rolle. I den ældre Union var Norge kommet ind ved
at følge den lovlige Thronsukcessionsorden, d. v. s.
overensstemmende med gammel norsk Statsret. Erik af Pommern var bleven
hyldet i Norge, før han blev det i Danmark og Sverige. Unionen
kom istand saaledes, at Norges Arvekonge flk sig ved Valg
overdraget ogsaa Danmarks og Sveriges Kroner. Heri laa intet for
Norge ydmygende. Tvertom! Norges Arveret var bleven
respekteret, fuldt saa vel som Danmarks og Sveriges Valgret. Men nu
havde det danske og det svenske Rigsraad afsat Erik og indsat
som hans Efterfølger ikke den Mand, der efter det norske
Konge-arvetal var hans nærmeste Arving og erkjendt som saadan af
Norges Rigsraad, nemlig hans Brodersøn Hertug Bugislav af
Pommern, men hans Søstersøn, om hvis Arveret til Norges
Throne der ikke kunde være Tale, saalænge Bugislav levede og
ikke havde forbrudt sin Ret. Den nye Union var helt og
holdent istandbragt ved det for Norges Statsret fremmede Valgprincip.
I Formen havde ogsaa Nordmændene været med paa at vælge
den fælles Konge; i Virkeligheden var det de Danske og Svenske,
som foretog Valget, medens Nordmændene blev tvungne til at
strø Sand paa; i Virkeligheden var det den danske og svenske
Adel, som denne Gang gav Norge en Konge. Det viste sig
allerede nu tydeligt nok, at den norske Stats Selvstændighed afhang
af Arveprincippet, og at den maatte komme til at drive som et
Skib uden Ror for Vind og Vaager, naar dette svigtede.
Valgprincippet var et aristokratisk Forfatningsprincip; det kunde alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
