Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«133
som komme udenfra eller ovenfra. At besætte Thronen ved et
aldeles frit Valg, at opstille en ret og slet Adelsmand som
Kongs-emne, maatte synes et altfor djervt Tiltag i et Land, hvor man
havde vænnet sig til at se i Kongedømmet noget saa helt af
Folket uafhængigt og over Folket ophøiet. Og hertil kom da, at
der udentvivl blandt de norske Stormænd raadede en lignende
indbyrdes Jalusi som blandt de svenske, saa de kviede sig ved
at lade en fordums Ligemand naa op til at blive alles
Overmand.
Det blev altsaa kun Spørgsmaal om at slutte sig enten til det
danske eller til det svenske Kongevalg. Stormændene delte sig i
et dansk og et svensk Parti; om et norsk var der ikke Tale. Af
disse to Partier maa det svenske vistnok ansees for det mest
nationale eller mindst unationale, — det, der havde de bedste
Chancer til at vinde et Slags Folkestemning for sig, ligesom det
ogsaa fra først af fandt den sterkeste Tilslutning. Nordmænd og
Svenske stod hinanden ulige nærmere i Hensyn paa Folkelynne
og Samfundsskik end Nordmænd og Danske. Samkvemmet
mellem Norge og Sverige havde ogsaa været nærmere, og der var
knyttet flere Forbindelser mellem disse to Lande end
mellem Norge og Danmark. Endnu i det sekstende Aarhundrede,
før de hyppige Krige havde vakt en saa dyb, gjensidig Uvilje
mellem de to paa den skandinaviske Halvø boende Folk, vidner
Peder Klaussøn om den «store Lighed oc Enighed mellem dette
Landsfolck (d. e. Nordmændene) oc de Vestre Goter (d. e.
Indbyggerne i de Norge nærmest tilgrænsende svenske Landskaber
Vestergötland og Dalsland), icke alleeniste med god Naboskab oc
Forligelse, men ocsaa met beggis deris Skick, Seder, Maael oc
andet saadant, saa det siunes icke utroligt, at de hafue udi
Begyndelsen været et Slags Folck», — hvorimod der «altid hafuer
været oc indtil denne Dag vedvarer mellem Danske og Norske
en medfød Had oc ond Forligelse».1 Unionen mellem de
skandinaviske Riger havde i den nærmest forudgaaende Tid, under
Dronning Margrethe og Erik af Pommern, havt Karakteren af et
dansk-tysk Supremati, med en systematisk gjennemført
Indtrængen af danske eller tyske Fogder og dermed følgende Indførelse
af det dansk-tyske Bondetyrannis Sedvaner, og hvorvel Sverige
havde lidt ulige mere under dette Uvæsen end Norge, saa var
dog heller ikke Norge gaaet fri. Den søndenfjeldske Almues
Reisning under Amund Sigurdssøn var jo først og fremst rettet
mod de danske Mænd, der havde faaet Len og Embeder i Landet,
og som man ikke længere vilde taale. Det er da troligt nok, at
1 Peder Claussøn Friis, Samlede Skrifter, udgivne af G. Storm, S. 256.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
