Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«135
inden Stormændenes Kreds møder vi en lignende Uklarhed og
Vakling som hos Almuen. Motiverne var smaa, og Handlingerne
blev derefter.
Saafremt der havde blevet for Alvor Tale om et selvstændigt
norsk Kongevalg, vilde der maaske have kunnet komme Fart i
Folk. Dette var en Sag, som kunde have vokset sig stor, — som
kunde have endt i Aanden, om den end noksaameget var begjmdt
i Kjødet, d. v. s. i de smaa Beregningers og Privatinteressers
Tjeneste. Men saaledes som Tingene nu stillede sig, var der ikke
levnet nogen Mulighed for en virkelig national Bevægelse, — en
saadan, der driver Kræfterne frem hos et Folk. Det kunde være
noget at vinde for de enkelte Stormænd, eftersom Thronstriden
fik det ene Udfald eller det andet; men for det hele Land var
der bleven stillet i Udsigt «tveir kostir og hvergi göör». For
Landet maatte det blive et Fald, hvordan det saa end gik; det
var alene Spørgsmaal om, til hvilken Side man skulde falde, —
hvor dybt Faldet skulde blive, — og Omstændighederne føiede
sig saa, at Faldet blev meget dybt.
De første Skridt til at faa Thronfølgespørgsmaalet ordnet
synes at være skeet paa et Raadsmøde, som fandt Sted i Oslo i
Begyndelsen af Aaret 1449. Mødet maa have været temmelig
faatalligt, og man kom heller ikke videre end til at sende to
Baads-medlemmer, nemlig Biskop Jens af Oslo og Hartvig Krumedike,
ned til Kong Kristiern i Danmark. Vistnok tyder dette Skridt og
Valget af Sendebudene paa, at Stemningen hos de ved
Baads-mødet forsamlede har været nærmest til Gunst for den danske
Thronkandidat; alligevel kan det dog neppe være tvivlsomt, at
de to Udsendinger overtraadte sin Fuldmagt, naar de ved
Ankomsten til Danmark ligefrem hyldede Kristiern som Norges
Konge.1
Omtrent samtidig med Raadsmødet i Oslo var syv «Norges
Raad og Mænd», blandt hvilke Ridderne Erik Sæmundssøn og
Olav Nilssøn, forsamlede paa Baahus og udstedte her den 26de
Febr. 1449 et Brev, hvorved de «forbinder sig ind til høibaarne
Fyrste, Hr. Karl, Sveriges og Göta Konge, og ind til hans Naades
Rige Sverige», og lover at skulle «udsætte Liv og Gods for, at
at disse Riger Sverige og Norge igjen kan komme og blive
tilsammen», — hvilket ogsaa, efter hvad de forsikrer, stemte med
«Erkebiskop Aslaks og flere andre værdige Fædres, Biskoppers,
Prælaters, Bidderskabs og menige Almues Raad og Vilje»1.
Dette var Begyndelsen. Den kunde neppe være mere
ulykke-spaaende. Landets Stormandsklasse, saa faatallig og svag, at den
1 Keyser, Kirkehist. II. S. 537—38. Daae, Chr. I.s norske Hist. S. 26.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
