Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«139
Disse Ord maatte klinge næsten som en Haan; thi det var
aabenbart, at der nu ikke spurgtes meget efter, hvad
Nordmændene selv vilde. For det svensksindede Koteri blandt de norske
Stormænd var der ingen anden Raad end at opgive Kong Karls
Sag, efterat han selv havde opgivet den, og Almuens Sympathier
for den svenske Thronkandidat var ikke af en saadan Art, at
de skulde kunne drive den til at reise sig paa egen Haand. Kong
Kristiern, som i nogen Tid havde rustet sig til et Tog til Norge,
kunde derfor nu føie sig tryg. Den Flaade, der ledsagede ham
paa Toget, blev nu væsentlig til Stads, eftersom der ikke længer
kunde være Tale om nogen Art af Modstand. Han kom til
Throndhjem i Juli Maaned 1450 og blev kronet her med megen
Pomp og i Nærværelse af mange norske og danske Stormænd.
Paa Tilbagereisen, under Kongens Ophold i Bergen,
afsluttedes den 29de August 1450 af 26 norske og danske Rigsraader
den bekjendte Overenskomst, der blev det officielle Grundlag for
Norges og Danmarks senere statsretlige Forhold. Ifølge denne
Overenskomst skal Norge og Danmark blive og være tilsammen
i broderlig Kjærlighed og Venskab, og det ene Rige ikke være det
andets Overmand, men hvert Rige regjeres med indfødte Mænd,
som dets Privilegier udviser. De to Riger skal herefter blive
under en Herre og Konge til evig Tid og det ene komme det
andet til Hjælp og Trøst, eftersom Behov gjøres. Naar Kongen
dør, skal Rigsraadet i det Rige, hvor Dødsfaldet indtræffer, straks
udbyde det andet Riges Raad til et Fællesmøde; efterlader
Kongen egtefødte Sønner, da skal begge Raad endrægtelig vælge den
af dem til Konge, der synes bedst falden dertil; efterlader han
ingen egte Sønner, da skal Raadene endrægtelig vælge den til
Konge, som paa begge Rigers Vegne synes dem bedst tilfalden,
og ved dette Valg skal hvert Rige have sit frie Kaar uden al
Hinder eller Argelist, dog saa, at de ei maa skilles ad, førend de
er blevne enige om en Herre og Konge over begge Riger og
ei’ flere.1
Den bergenske Overenskomgt er, som man ser, alt andet end
grei og klar. Den bevæger sig i svævende Talemaader istedetfor
at give bestemte og tydelige Regler, — endog i høiere Grad end
de øvrige Unionsakter fra denne Tid. Alligevel fik den fremfor
disse varig Betydning og maa siges at betegne et virkeligt
Vendepunkt. I al sin Uklarhed slog den fast eller gav Udtryk for en
fuldbragt Kjendsgjerning af stor Rækkevidde, — Resultatet af den
forudgaaende Valgkamp, — og dette Resultat var, at det danske
Statsskib havde taget det norske paa Slæbetaug, — at Norge var
Overenskomsten er trykt, foruden andetsteds, Dipl. Noru. VIII. No. 3i5.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
