Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«153
danske. Danmark var og blev naturligvis Hovedriget for dem
som for de ældre Unionskonger. Men de maatte dog ønske at
opnaa en saa uafhængig Stilling som muligt ligeoverfor det
danske Rigsraad, og i saa Henseende afgav den Arveret, der
til-kjendtes dem i Norge baade af Loven og af Folkemeningen, et
godt Støttepunkt, — et Middel, hvorved de kunde sikre sin Æt
ogsaa Danmarks Throne eller tilprutte sig gunstige Valgvilkaar,
eftersom det danske Rigsraad holdt fast ved Foreningen med
Norge. Af denne Grund syntes det ogsaa at stemme med deres
Fordel at værne om Norges politiske Selvstændighed, at
vedligeholde en skarp Grænse mellem Arveriget Norge og Valgriget
Danmark, at sørge for, at Norge ikke gled ind under det danske
Rigsraads Indflydelse eller Styrelse.
Alligevel møder man saagodtsom intet Spor af en saadan
Politik. Norges geistlige og verdslige Stormænd var nu engang komne
hort fra den nationale Statsret i Hensyn paa
Thronsukces-sionen og vedblev at følge den ved den bergenske Overenskomst
indslagne Vei. De strævede med at hævde for sig en fri Valgret,
hvorved de alene kunde opnaa Papirgarantier uden virkeligt
Værd, og hvorved de stillede sig i Opposition til Kongedømmet
istedetfor at knytte et nærmere Forbund med det. Hvad de første
Konger af den oldenburgske Æt angaar, da ser man vel, at de
ikke har været aldeles blinde for Betydningen af den Stilling, som
indrømmedes dem af Norges nationale Statsret, eftersom de
stadig fastholdt Titelen af Arvinger til Norges Rige. Men det er
paa den anden Side meget langt fra, at de udnyttede denne
Stilling saaledes, som den vel kunde have været udnyttet. Ingen af
dem var udrustet med nogen overlegen politisk Evne, og Norge
laa dem desuden saa fjernt, at det var undskyldeligt, at de
undervurderede dets Resurcer, smaa som disse i Virkeligheden var.
Det var saalangt fra, at de søgte at hindre Norges
Sammensmeltning med Danmark til en Helstat, at de tvertom stadig arbeidede
paa at fremskynde denne, i bedste Overensstemmelse med det
danske Rigsraad.
Det kunde da ikke vare længe, inden Norges politilske
Selvstændighed blev helt brudt. Erfaringen havde, som sagt, allerede
tilstrækkelig godtgjort, at det norske Rigsraad ikke formaaede at
gjennemføre nogen selvstændig Politik, at det ligesaalidt var istand
til at bryde Foreningen med Danmark som til at hævde Norges
Rang og Ret inden denne, — og dertil kom, at dets Indflydelse og
Anseelse var hjemfalden en uundgaaelig, uafhjælpelig Dekadence.
Dets geistlige Medlemmer repræsenterede Kirken, de verdslige
Aristokratiet. Men Kirkens Velmagtstid var forlængst forbi, og
hvad Aristokratiet angaar, da vedblev dets Rækker at tyndes i
11 — Sars: Samlede Verker. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
