Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
])en norske Historie
sterkere bundet, efterat nye Erfaringer havde godtgjort, hvor
svagt det norske Rigsraad var.1
I)et ser ud til, at det har været et af Vilkaarene for den
mellem det norske Rigsraad og de fire danske Sendebud i 1482
afsluttede Overenskomst, at Jørgen Larenssøn skulde opgive Baahus,
og at dette Vilkaar ogsaa blev opfyldt.2 Et Par Aar efter finder
vi imidlertid, at Befalingen paa Baahus paany var overdraget en
dansk Mand, Ebbe Munk.3 I 1503 blev Slottet betroet til Dansken
Otto Rud, og i Tiden nærmest forud havde det været i
Hænderne paa Henrik Krumedike, som vel var norsk Godseier og
Medlem af det norske Rigsraad, men som baade ved sin Æt og
sin Fødsel var Udlænding og altid viste sig som et villigt
Redskab for den danske, mod Norges Uafhængighed rettede Politik.
Paa Akershus møder vi under Kong Hans’s Regjering flere
Udlændinger som Høvedsmænd, nemlig Henrik Krumedike (1485—87),
Jørgen Vestenie, en dansk Adelsmand (1507), Mats Søfrenssøn,
udentvivl ogsaa dansk, — ligeledes paa Bergens Kongsgaard:
Skotten David Sinclair (1496), Danskerne Anders Mus (1501) og
Mogens Jenssøn (1505—6), Hollænderen Herman Willumsen (1512).
Samtidig blev Udlændinger indtrængte paa norske Biskopsstole,
mod Haandfæstningen og mod Kapitlernes Valg: Anders Mus paa
Oslo Biskopsstol (1506), Erik Valkendorf paa Erkestolen i
Trondhjem (1510).4
Kong Hans viste sig ikke mere ordholden i Hensyn paa sine
øvrige Løfter til Nordmændene, saa disse havde al mulig Grund
til at være misnøide. Alligevel var hans Styrelse ikke saa
ulykkelig for Norge, som Faderens havde været. Der var ikke saa
mange eller saa store Ankeposter at rette mod ham som mod
Kristiern /., og tnan skulde, naar man ser hen til den øiensynlige
Tilbagegang inden den norske Stormandsklasse, heller ikke tro,
at Evnen og Viljen til at gjøre disse Ankeposter gjældende eller
til at hævde almentfædrelandske Interesser kan have vokset, —
snarere omvendt. Det kan da synes at være noget paafaldende
deri, at Norge under Kong Hans blev Skuepladsen for gjentagne
indre Uroligheder, medens der i Kristiern Ls Stvrelsestid neppe
merkes Spor af Bevægelse. Men disse Uroligheder har øiensynlig
havt en temmelig overfladisk og tilfældig Karakter. Man har
gjort formeget Væsen af dem i en nyere Tid, idet man formeget
har opfattet dem som en virkelig national Reisning og udledet
dem af en gjærende patriotisk Uvilje over det Afhængigheds-
1 Jvfr. Aschehoug, Statsforfatningen i Norge og Danmark, S. 210—12.
2 Styffe, Bidrag,’ IV. S. LVIII.
3 Dipl. Norv. V. No. 930, III. No. 962.
4 Keyser, Kirkehist. II. S. 594, 610, 614.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
