Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«171
Juni 1527,1 underretter han Erkebiskoppen om, at flere Medlemmer
af det danske Rigsraad var kommet til Oslo med Skibe og
Krigsfolk og havde taget Akershus fra Nordmanden Hr. Olav Galle og
overdraget det til den danske Nils Jepssøn, og føier saa til: «De
agte sig fremdeles hid at gjøre med mig desligeste, skikkendes i
mit Sted Hr. Mons Henrikssøn (Gyldenstjerne), og saa fortan til
Throndhjem, skikkendes Mester Jørgen Skodborg i Eders
Naa-des Stod, paa det at norske Mænd, indfødte og indgiftede,
ingen Magt skulde have, som dette fattige Rige vel vilde, Danske
altid Overmagten have og Riget til Danmarks Ladegaard, som
hertildags skeet er, under sig beholde, hvilket Gud aldrig længe
Fremgang give foragtelige!––Alle de Uvenner, jeg haver
i Danmarks Rige, det er for Norges Krones Friheders og Bedstes
Skyld, hvilke tilforn var ikke alene mine Venner, men
Næstsød-skendebørn, som de tre Capitainer og Riddere, her kommer, og
vare. Dog, hvis de nu ere, er jeg vel tilfreds med; jeg vil ikke
for det Frændskabs Skyld Norges Krone, som jeg mig
fuldkomme-ligen tilgivet haver, i nogen Maade undfalde, den Stund Norges
Riges Raad, Ædlinger og Indbyggere sig selver ikke undfalder.»
Man faar nu vel et Indtryk af, at der gaar en noget skrydende
Tone gjennem disse Breve; Vincents Lange har lagt an paa at
fremstille sig selv i det allerfordelagtigste Lys ligeoverfor
Erkebiskoppen; han har slaaet saameget sterkere paa de patriotiske
Strenge, fordi han vidste, at han som Fremmed maatte være
Gjenstand for Mistanke. Men det er paa den anden Side al mulig
Grund til at tro, at hans Klager over de norske Stormænds
«Ube-vanthed med Krig og Orlog», deres Mangel paa politisk
Fremfærd og Følelse af, hvad de skyldte sit Fædreland, har været
baade oprigtige og vel beføiede. Hans norsk-patriotiske Ytringer
bør vistnok ingenlunde opfattes som blot Mundsveir eller
Komediespil. Han havde nu engang taget sit Parti, og, om det end var
en rent personlig Ærgjerrighed, der gjorde ham til Forkjæmper
for Norges og det norske Rigsraads Selvstændighed, kan der
vistnok neppe være Tvivl om, at dette Motiv hos ham, der ved
Fødsel og Opdragelse tilhørte en Adel, hvis militære og politiske
Aand endnu var nogenledes i Vigør, har været langt mere
virksomt end Fædrelandskærligheden hos hans norske Kolleger. Det
var en ny Kraft, der saaledes kom ind i Norges Styrelse, og dette,
i Forbindelse med den nye Erkebiskops Overtagelse af sin
Stilling som Kirkens og Rigsraadets Formand, viste sig at være
tilstrækkeligt til at hindre Gjennemførelsen af den af Henrik
Krumedike repræsenterede Politik og fremkalde en tilsyneladende endog
meget decideret Vending i Tingenes Gang.
1 Dipl. Norv. VII. No. 638.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
