Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
])en norske Historie
Det er iøinefaldende og forlængst indseet, at Norges egentlige
Ulykke i Unionsperioden, — Hovedgrunden til, at det sakker
agterud for Naborigerne og tilsidst taber sin politiske
Selvstændighed og en god Del af den nationale med, — var Savnet af en
nogenledes talrig og sterk Adel.
Hvad man iøvrigt har pleiet at fremhæve til Forklaring af
Norges Synken og Fald, maa enten opfattes som afledet heraf,
eller det har været af underordnet Betydning; — medvirkende
Aarsager, ikke selve Hovedaarsagen.
Det er bleven talt om en Modsætning mellem den norske og
den svenske Bondestand i denne Periode. Den svenske, er det
bleven sagt, lagde et patriotisk Sindelag for Dagen og vidste at
hævde sin Stemme i Afgjørelsen af Fædrelandets Skjæbne; den
norske derimod var vistnok fri og kraftig og havde en levende
Følelse for personlig Uafhængighed, men var paa samme Tid
politisk ligegyldig eller umyndig, — uden Tilbøielighed til at
gribe ind i Statslivet.1 Denne Modsætning var ikke tilstede fra
først af. De svenske Bondereisninger i Unionens første Tider
lignede, som før fremhævet,2 i alt væsentligt de samtidige norske
og havde ligesaalidt som disse nogen egentlig politisk Karakter. Men
efterhaanden bliver Forholdet et andet: — Bevægelsen hos den
svenske Bondestand vokser og samler sig mere og mere afgjort
om et virkelig politisk Program, medens Bevægelsen hos den
norske Bondestand dør af eller vedbliver at holde sig paa de
rykkevise og planløse Beisningers Stadium, — og dette staar igjen
øiensynlig i Sammenhæng dermed, at den svenske Adel var en
opblomstrende, fremadskridende Samfundsklasse, medens den
norske sygnede hen og holdt paa at gaa tilgrunde. Det var de
indbyrdes kjæmpende Adelskoterier, der vedligeholdt Agitationen
inden Bondealmuen; det var ærgjerrige Stormænd, der kaldte
den frem paa den politiske Skueplads og opstillede en Fane eller
et Program, hvorom den kunde samle sig.
Overhovedet ved vi jo, at det historiske Initiativ i denne Periode
paa næsten alle Omraader tilhørte Adelen. Hos Adelen gjorde
den mest bevidste Nationalfølelse sig gjældende; i den fandt
Folket sin virksomste politiske Bepræsentation; paa den beroede
Udviklingen af et tidsmæssigt Landevern.
At Norges politiske, militære og nationale Afmagt i
Unions-perioden først og fremst har sin Grund i den norske Adels
Svaghed: det tør vi da ogsaa forudsætte, at Alverden nu er enig om.
En dyberegaaende Meningsforskjel kan der først være Tale om,
1 Allen, De tre nordiske Rigers Hist., I. S. 205—6, 251. Paludan-Muller, De förste
Konger af den oldenborgske Slægt, S. 6—7.
2 Se ovenfor S. 72 73, 119 -121.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
