Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«183
eu ropa — — — —–––— —–—––.
Norge savnede altsaa, hvad Sverige besad, de nødvendige Kræfter
til at opretholde en national Regjering. Denne Svaghed var
vitterlig for alle. For Kongerne lige fra Unionens første Tider; thi
uagtet Nordmændene villig erkjendte Erik af Pommern som sin
Arveherre og viste ham større Troskab end hans øvrige
Under-saatter, behandlede han dem altid med Ligegyldighed og
værdigedes ikke engang at ty til dem, efterat Sverige og Danmark
havde afkastet hans Herredømme. Dette Vidnesbyrd om, at han
ansaa Norge ude af Stand til at yde nogen virksom Hjælp til at
dæmpe Opstanden i de tvende andre Riger, ja endog uformuende
til at bevare sin Selvstændighed under hans Scepter, bliver
saameget uforkasteligere, som det for Erik af Pommern vilde have
været fordelagtigst, om Norge havde besiddet en større Styrke.
For de Danske, der pleiede at sige, at Norge kunde erobres med
to Orlogsskibe eller trehundrede Mand. For Sverige, thi ellers
maatte dette Land have givet de norske Høvdinger den
Understøttelse til at løsrive sig fra Danmark, som de liere Gange
forlangte. For Nordmændene selv, thi under de Forsøg, der gjordes
paa at sprænge Foreningen med Danmark, viste de saa liden
Kraft og Udholdenhed, at deres Ledere sandsynligvis fra
Begyndelsen have mistrøstet om Udfaldet eller dog snart erkjendt, at
deres Foretagender vare haabløse. I disse deltog i Almindelighed
heller ikke de fornemste og mest erfarne norske Adelsmænd,
saasom Herrerne Endride Erlandssøn, Sigurd Jonssøn og Nils
Hen-rikssøn Gyldenløve. Hr. Carl Knutssøn til Giske, hvis Fader var
myrdet af det danske Herredømmes virksomste Redskab i Norge,
Henrik Krumedike, var ikke destomindre en trofast Tilhænger af
den blandt Unionskongerne, der var Rigets Selvstændighed
farligst, nemlig Christian II. Og selv de Nordmænd, der søgte at
adskille deres Fædreland fra Danmark, synes aldrig at have tænkt
sig Muligheden af, at det skulde kunne bestaa som selvstændig
Ståt. Deres Maal gik, saavidt man kan se, ingensinde videre end
til en Forening med Sverige.»
Disse Vidnesbyrd om, at Norges Uformuenhed til at staa paa
egne Ben var vitterlig for alle, gjælder nu, saavidt de overhovedet
duer noget, bare den sidste Del af Unionsperioden. Først da
havde man i Danmark ad Erfaringens Vei faaet Kundskab om
Norges vergeløse Forfatning, og først da var udentvivl Forskjellen
mellem de to Riger i Hensyn paa militær Udrustning blevet en
saa stor, at de danske Skryderier om, hvor let Norge var at
erobre, kunde synes nogenledes rimelige. Først under Thronstriden
efter Kristoffer af Bayern indtræder det Forhold, at de norske
Stormænd deler sig i et dansk og et svensk Parti, og først om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
