Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
])en norske Historie
den følgende Tid gjælder det med nogen Sandhed, at de
Nordmænd, der ønskede at løsrive sit Fædreland fra det danske
Supremati, ikke synes at have stillet sig noget høiere eller videre
Maal end at opnaa en Forening med Sverige. Tidligere var man
ikke saa beskeden; man synes at have tænkt sig det ikke blot
sotn muligt, men endog som ønskeligt, at Norge kom til at staa
for sig som en helt selvstændig Ståt. Saaledes holdt jo
Nordmændene fast ved Erik af Pommern, efterat han var blevet afsat
i Danmark og Sverige, og naar man deraf, at Erik ikke
«værdigedes at ty til Norge», skjønt de norske Stormænd gjentagne
Gange bad ham derom, uddrager den Slutning, at han har ment,
at Norge «ikke formaaede at hævde sin Selvstændighed under
hans Scepter», saa kan man med lige god Ret slutte af de norske
Stormænds Optræden ved denne Leilighed, at de i saa Henseende
har havt en anden Mening end Kongen; — det ene Vidnesbyrd
kan vel omtrent veie op mod det andet. Under den første
Forening med Sverige arbeidede de norske Stormænd, som vi har
seet, med stor Enighed og Styrke paa at faa Foreningsbaandet
løst, og det gjaldt i deres Øine som noget i den Grad ønskeligt,
at den norske Ståt atter kunde komme til at føre en helt
selvstændig Eksistens, at de, for at opnaa dette, endog satte sig
udover Hensynet til den rette Arvegangsorden, sotn ellers var
Re-gyndelsen og Enden af deres Statsret.
Hvad vi iagttager under Unionsperioden for Norges
Vedkommende, er overhovedet ikke en Svaghed, som er og bliver den
samme og lige stor fra først til sidst, men en Svaghed, som
stadig vokser og bliver mere og mere kjendelig. Norge synker, —
Selvtilliden hos dets repræsentative Mænd tager af, Evnen til
Selvhævdelse ligesaa, — medens Sverige og Danmark hæver sig,
— hvilket igjen, efter hvad før er bleven udviklet, vil sige det
samme, som at den norske Adel gaar tilbage, medens den svenske
og danske gaar frem. Professor Aschehoug medgiver ogsaa, at
den norske Adel var sterkere i Unionens første Dage, end den
siden blev. Han siger med Rette, at denne Tilbagegang ikke kan
have havt sin Hovedgrund deri, at Unionskongerne drog den
danske Adel frem og tilsidesatte den norske ved Forleningerne.
Thi for det første er det neppe tvivlsomt, at lige til Kristiern den
Andens Tid den største Del af de norske Len blev overdraget til
Nordmænd, og dernæst var i Unionens første Tider — under
Dronning Margrethe og Erik af Pommern — den svenske Adel i
langt høiere Grad end den norske Gjenstand for en saadan
Tilsidesættelse, uden at dette formaaede at stanse den i dens
Fremgang. Men hvad Professor Aschehoug selv fremhæver til
Forklaring af den norske Adels Tilbagegang i Unionsperioden, synes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
