Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«185
os endnu mindre at kunne gjælde som den omspurgte
«Hoved-aarsag». Det er vistnok rigtigt, at det virkede til Skade for den
norske Adel, at Landet ifølge Unionen ophørte at have Hof og
Konge inden sit eget Skjød, og at Krigene fjernedes fra dets
Grænser; men lignende Forhold indtraadte jo ogsaa i en temmelig vid
Udstrækning for Sveriges Vedkommende; alligevel vedblev den
svenske Adel at hæve sig, medens den norske gik tilbage; vi kan
altsaa heri vel se en medvirkende Grund til den norske Adels
Tilbagegang, men Hovedgrund kan det ikke være. At den norske
Adel maatte «tabe Tilliden til sig selv ved at stilles ligeoverfor
den rigere, bedre privilegerede og dygtigere Adel i Nabolandene»,
og at Unionen derigjennem «maatte virke til yderligere at svække
den», synes en lidet rimelig Paastand. De forenede Riger blev jo
fra først af ingenlunde satte i nogen særdeles intim Forbindelse
med hinanden, og det var først henimod Unionsperiodens
Slutning, at en saadan blev istandbragt mellem Norge og Danmark.
I den største Del af dette Tidsrum gjaldt det ogsaa om Norge, at
det vedblev at have lidet Samkvem i politisk Henseende med
Nabolandene, at dets indre Styrelse fordetmeste blev overladt til
Landets egne Stormænd, og at idetringeste Nabolandenes
Stormænd kun sjelden blandede sig deri. Det kan da neppe være
Tale om, at den danske og svenske Adels Overlegenhed, om den
end havde været noksaa stor og noksaa klart erkjendt, skulde
kunne have øvet nogen kuende Indflydelse paa den norske.
Snarere kunde det synes rimeligt, at det nærmere Forhold, hvori de
norske Stormænd ved Unionen bragtes til sine svenske og danske
Standsfeller, og den Kundskab, de derigjennem fik om disses
større Magt og bedre Privilegier, maatte have virket stimulerende
paa deres Ærgjerrighed og drevet dem fremad. Hvad der
endelig siges om, at «Nordmændene ikke forstod efter Sveriges og
Danmarks Eksempel at skaffe sig et særegent Universitet», og at
de norske Stormænd heller ikke søgte Uddannelse ved fremmede
Høiskoler, men tilbragte Livet hjemme paa sine Godser, — er
Vidnesbyrd om den norske Adels Mangel paa Kraft og Fremfærd,
men kan ikke gjælde som nogen Paavisning af de Forhold, hvori
denne Mangel igjen har havt sin Grund.
Desuden, — den nedadgaaende Bevægelse, som det her er
Spørgsmaal om at forklare, begynder ikke først med Unionen;
den er meget ældre. Længe forud viser der sig tydelige Tegn
til, at den norske Stormandsklasse gaar tilbage i Tal og Kraft, at
det norske Samfund mere og mere demokratiseredes og derved
mere og mere taber de nødvendige Organer for en fortsat
politisk og national Udvikling. Unionen virker til at fremskynde
denne Proces, men er ingenlunde noget Vendepunkt i den For-
13 — Sars : Samlede Verker II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
