Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
])en norske Historie
stand, at der indtil da har været Fremgang eller Stilstand, og at
nu Tilbagegangen begynder. Da de Forhold, hvori Professor
Aschehoug søger Grunden til den norske Adels Svækkelse,
samtlige falder indenfor Unionsperiodens Grænser, følger allerede
deraf, at hans Forklaring ikke kan være fyldestgjørende, endog
om det maatte medgives, at de af ham fremhævede Forhold
virkelig har havt den dem tillagte Virkning. Der maa være andre
Aarsager; man maa søge tilbage til mere omfattende, dybere
liggende Forhold for at finde den rette Hovedaarsag.
Herved synes der ikke at kunne blive Spørgsmaal om, hvad
Aschehoug kalder «de uforanderlige Aarsager» til, at den norske
Adel i Unionsperioden var Nabolandenes afgjort underlegen, —
«den store og blivende Grund» til, at Norge ikke som Sverige
formaaede at «danne og opretholde en national Regjering», —
nemlig Landets afsides Beliggenhed og Fattigdom paa Jord. Denne
Grund er altfor almindelig, altfor «blivende», til at kunne
forklare en Tilbagegang inden visse Tidsgrænser. Den kan ikke
først have begyndt at gjøre sig gjældende ved Unionens Stiftelse
eller først i det 14de eller 13de Aarhundrede: den maa — skulde
man tro — have virket stadig og til enhver Tid paa samme Maade.
Hvis Norges afsides Beliggenhed i Unionsperioden hindrede den
norske Stormandsklasse fra at faa Del i Europas nyere
Civilisation som den danske og svenske Stormandsklasse, saa synes dette
ogsaa at maatte have været Tilfældet i den forudgaaende
Tidsalder: Landets Beliggenhed var og blev jo den samme. Hvis
Norges Fattigdom paa Jord i Unionsperioden var den store og
blivende Grund til, at den norske Adel stod saa langt tilbage for
den danske og svenske i Magt og Dygtighed til at løse sine
politiske og nationale Opgaver, saa maa et lignende Forhold mellem
de tre Folkesamfund ogsaa have fundet Sted forud; ogsaa i
Sagaperioden maa det norske Samfund have været det mindst
aristokratiske af de tre; ogsaa da maa den norske Stormandsklasse
have været langt faatalligere og i enhver Henseende langt svagere
end Nabolandenes, og naar den alligevel da nogenledes løste den
Opgave at styre og værne om Biget, at opretholde en selvstændig
Eksistens for Staten og Folket, saa maa det have været, fordi
Opgaven da var saa ulige lettere, end den siden blev.
Man ser af liere Ytringer i Professor Aschehoug’s Verk, at han
har været fuldt opmerksom paa disse Konsekvenser af den af
ham opstillede Forklaring af den norske Adels Svaghed i
Unionsperioden, og at han har akcepteret dem, skjønt han ikke indlader
sig nærmere paa Sagen. Han advarer mod at lade sig blænde af
den Glans, hvormed Traditionen har omgivet Norges gamle
Stor-bonde-Aristokrati; det kunde være godt nok, «saalænge Riget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
