Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«201
beiden for mange smaa Formaal af mange smaa Kræfter, som
krydsede hinanden paa det mangfoldigste, istedetfor at samles
om enkelte store Fællesmaal. Den kunde følgelig ikke i og for
sig gjøre det vanskeligere for Norge at hævde sin Selvstændighed.
De offentlige Anliggender kunde ikke derved faa nogen høiere
Sving eller nogen større Vidde, saa de voksede ud over
Høvdingernes Synskreds, ligesom de alt forud var voksede ud over
Folkets.
Mest ugunstig stillede Forholdene sig for Norge paa det
militære Omraade. Her foregik i Unionsperioden en virkelig
Udvikling; her indtraadte, — ved Rytteriets Fremtræden som
Hoved-vaaben og den stadig tiltagende Brug af professionelle Krigere,
hvis Hovedmasse hentedes fra Tyskland, — væsentlige
Forandringer, og det Forandringer i en saadan Retning, at det for
Nordmændene blev særlig vanskeligt at følge med paa Grund af deres
Lands Beliggenhed og øvrige Naturforhold. Alligevel tør man
sige, at hvad der i Unionsperioden udkrævedes for at skaffe Norge
et nogenledes tilstrækkeligt Forsvarsvæsen, ikke var saa store Ting,
at det kunde have oversteget Landets økonomiske Evne, om den
var bleven stillet paa Prøve. Det kunde jo alene være Tale om
Angreb fra dansk eller svensk Side; men hverken Danmark eller
Sverige opnaaede i Unionstiden nogen synderlig Angrebsstyrke.
Danmark, som var saa aldeles uden Sammenligning det rigeste
og mægtigste, formaaede dog ikke, med Anspændelse af alle sine
Kræfter, at holde fast paa Sverige. De to stod desuden gjennem
den største Del af Unionstiden i et spændt eller ligefrem
fjendtligt Forhold til hinanden. Norge maatte altid, saafremt dets
Forsvarsvæsen ikke havde været aldeles forsømt, og saafremt det
havde villet prøve en virkelig Kamp for sin Selvstændighed, have
fundet Støtte hos den ene af de to Magter ligeoverfor den anden.
Det vilde da ikke have behøvet at bringe store Oftere for at klare
sig. Men hvis Opgaven at hævde Norges Selvstændighed ikke blev
uoverkommelig i militær Henseende, blev den det vel endnu
mindre i andre Henseender. For det militære Omraades
Vedkommende har man udentvivl Ret til at tale om en fremadskridende
Udvikling, der stillede voksende Krav, som Norge ifølge sine
Naturforhold havde ondt ved at tilfredsstille. Paa andre Omraader
derimod gjælder det, at Ulykken ikke ligger deri, at Opgaverne
blev større, men alene deri, at de, som skulde løse dem, blev
mindre.
Vi kommer altsaa tilbage til, hvad vi før har hævdet, at
nemlig Hovedgrunden til Norges stadig voksende Afmagt i
Unionsperioden ikke maa søges i Landets Fattigdom paa dyrket eller
dyrkbar Jord og afsides Beliggenhed, heller ikke i den almen-
14 — Sars: Samlede Verker. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
