Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«203
pæiske Kultur. Naar det heder, at «den Kultur, et saa lidet Folk
som det norske hovedsagelig ved egen Kraft udviklede, maatte
gaa til Grunde fra det Øieblik af, at Folket kom i en nødvendig
og stadig Berøring med fremmede, mægtigere Folk, og dermed
tillige under Paavirkning af den paa frugtbare Ideer og materielle
Hjælpemidler langt rigere fælleseuropæiske Civilisation», — da
maa jo Forudsætningen idetringeste være, at Paavirkningerne
udenfra blev meget sterkere, Kulturforbindelserne med det øvrige
Europa fastere knyttede i Unionsperioden, end de havde været
forud, — at Norge i den forudgaaende Tidsalder havde ført en
forholdsvis idyllisk indfredet og afstængt Tilværelse, sammenlignet
med hvad siden blev Tilfælde, og at det først i Unionsperioden
blev sat i en nogenledes livlig Rapport med «mægtigere Folk» og
«rigere Civilisationer». Dette er saalangt fra at være rigtigt, at
det modsatte er Sandheden nærmere. Overgangen fra hvad man
pleier kalde Sagaperioden i vor Historie (det 9de—13de
Aarhundrede) til hvad man pleier kalde Unionsperioden (14de—16de
Aarhundrede) er blandt andet ogsaa betegnet derved, at Norges gamle
Handels- og Kulturforbindelser vestover — med England og
gjennem England med Frankrige — blev afbrudt, og at nye knyttedes
sydover — med Tyskland, særlig de hanseatiske Søstæder. Dette
var ikke at komme Europa nærmere, men snarere at fjernes
derfra. England o’g Frankrige var Hovedlande i den middelalderske
Civilisation; Tyskland laa mere ude i Periferien, og særlig
Nordtyskland, hvor der i den senere Del af Middelalderen udfoldedes
megen praktisk Dygtighed og rørte sig et kraftigt Liv paa det
kommercielle og militære Omraade, synes aldeles ikke at have
afgivet nogen gunstig Jordbund for de høiere, mere aandige Grene
af Kulturen. — Man vil mene, at om end Norges Forbindelser
med Udenverdenen ved Overgangen fra Sagaperioden til
Unionsperioden indskrænkedes i Hensyn paa Omfang, saa blev de til
Gjengjæld saameget intensivere; Berøringen med fremmede,
mægtigere Folk fik en mere «nødvendig og stadig» Karakter, og
Paavisningen af den fælleseuropæiske Civilisation blev derfor
saameget sterkere, betydningsfuldere, tiltrods for at de nu udgik fra
Tyskland, istedetfor fra England og Frankrige, d. v. s. fra en
Udkant, istedetfor fra selve Brændpunkterne for denne Civilisation.
Det kunde synes at være meget, der talte for Bigtigheden af denne
Mening. Man kunde nævne de tyske Faktorier, som i det 14de
og 15de Aarhundrede blev oprettede i Bergen, Oslo og Tunsberg.
Det kunde synes, som om det stadige Ophold af Tyskere i disse
Byer maatte medføre en helt anderledes nær og fastknyttet
Forbindelse mellem Norge og Udlandet end nogen, hvorom der haves
Efterretning fra de nærmest forudgaaende Aarhundreder. I Virke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
