Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grevefeiden
235
sig synderlig over almindelige gode Bondeætter, og hvis nedarvede
Anseelse ikke rak udover Kredsen af den nærmeste Hjembygd.
Det norske Folk var blevet et Bondefolk, — i en mere egentlig
Forstand og i en videre Udstrækning end nogensinde enten før
eller senere. Netop nu, da en stor aandig Strømbølge gik over
Verden, og da det gjaldt at være rustet til at tage imod den, for
ikke at skjdles over af den, men glide jævnt og sikkert frem paa
dens Byg, — netop nu var Norge mere end nogensinde at ligne
med en afkvistet Stok eller et drivende Vrag. Kjærnen af den
norske Bondestand hævede sig vistnok, til Vederlag for at
Aristokratiet sank. Den blev i Aristokratiets Sted Samfundets øverste
Etage, og ved at blive dette, ved at optage i sig Ætter, som
engang havde været politisk herskende, og ved at fastholde uden
Afslag sin nedarvede Eiendomsret, fik den en aristokratisk
Karakter og aristokratiske Vilkaar fremfor sine svenske og endmere
fremfor sine danske Standsfeller. Men saa stor en Frihed end
den norske Odelsbondeklasse nød og vedblev at nyde, — saa godt
et Grundlag den end som Følge heraf maatte komme til at afgive
for en fremtidig Udvikling, — saa var den dog i denne Periode
en Almue som andre Bønder og ude af Stand til at overtage et
Aristokratis Funktioner som Organ for en selvstændig Politik eller
for et selvstændigt fremadskridende nationalt Aandsliv. De norske
Bønder var ikke mindre end de svenske og danske afgjort
konservative og afgjort utilgjængelige for nye Ideer, særlig paa det
religiøs-kirkelige Omraade. Det var ingen Fare for, at den
protestantiske Bevægelse skulde slaa an hos dem.
Den katholske Kirkes Styrere i Norge kunde forsaavidt føie sig
nogenledes tryg. Ingensteds syntes Protestantismen at have
mindre Chance for sig end i dette Land, hvor Folket boede saa spredt
og saa afstængt fra Udenverdenen, — dette Bondesamfund, hvor
Loven og Samfundets Aand hegnede saa vel om det Bestaaende,
at der næsten ikke var levnet noget Maal eller Bum for
fremadstræbende, uroligt gjærende Elementer.
Erfaringen viste imidlertid snart de norske Biskopper, at den
Kirke, som de havde at repræsentere og forsvare, var lige ilde
faren, om den end ikke fik nogen Opposition at kjæmpe mod
inden Landet selv, fordi den, ifølge Norges politiske Afhængighed
af Danmark, maatte dele Skjæbne med den danske Kirke og blev
udsat for de samme ydre Farer, de samme Indgreb og Overgreb
fra Statsstyreisens Side som denne. Om den nye Tidsaands
opbyggende Kræfter ikke fik Indgang: dens nedrivende Kræfter
kunde man ikke holde borte. Om Protestantismen ikke viste sig
i Skikkelse af Prædiken og theologisk Polemik, saa kom den
saameget snarere i Skikkelse af Kirkerov og Klosterplyndring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
