Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grevefeiden
237
til at vælge en af hans Sønner, og der var flere. De vægtigste
politiske Grunde talte for Valget af Hertug Kristian. Han var
den ældste, — paa denne Tid allerede en moden Mand (30 Aar
gammel); han havde i en Aarrække været Statholder i
Hertugdømmerne og blev støttet af det holsteinske Ridderskab, hvis
militære og politiske Dygtighed og gode Samhold saa ofte forud
havde gjort sig gjældende paa en for Danmark følelig Maade, og
som man fra dansk Side maatte finde det betænkeligt at bryde
med. Alligevel kunde det danske Rigsraad ikke enes om ham,
idet Prælaterne og deres nærmeste Venner i Raadet opstillede
som sin Kandidat en yngre Broder, Hertug Hans, der vel endnu
var et Barn, men om hvem man netop af den Grund turde haabe,
at han skulde kunne holde fast ved Katholicismen. Heller ikke
paa den Herredag, der holdtes i Kjøbenhavn et Par Maaneder
efter Fredrik den 1stes Død, blev noget afgjort i Hensyn paa,
hvem der skulde være hans Eftermand. Ingen af de to Partier,
hvori Baadet var delt, synes at have følt sig tryg paa at faa
Herredagen med sig, og man enedes derfor om at udsætte
Spørgsmaalet om Thronsuksessionen til en ny Herredag, der skulde
holdes Aaret efter, og hvortil ogsaa det norske Bigsraad blev
indbudt.1
Det viste sig imidlertid, at Danmarks Baad og Herredag, ved
at udsætte Spørgsmaalet, i Virkeligheden havde givet det ud af
af sin Haand. Den til 1534 fastsatte Herredag blev der intet af.
Hvad den skulde afgjøre, var forud bleven indanket for et andet
Forum. Gjæringen inden Folket som Følge af Kirkestriden havde
en saa voldsom Karakter, — Spørgsmaalet om, hvem der skulde
blive Danmarks Konge, stod i Sammenhæng med saa sterke og
saa skarpt mod hinanden staaende Interesser — uden- og
indenlandske —, at det alene ved den største Hurtighed og
Beslutsomhed kunde synes muligt at sikre en fredelig Afgjørelse.2 Ved at
udsætte gjorde man et fiendtligt Sammenstød uundgaaeligt. Det
var det samme som at appellere til Vaabnenes Afgjørelse. Og
den Kamp, der nu brød løs, flk ikke blot sit Navn efter en
fremmed Mand — Grevefeiden efter Grev Kristoffer af Oldenburg, —
men den var i Hovedsagen ogsaa en Kamp mellem Fremmede.
Danmark afgav Skuepladsen, og det var Danmarks Skjæbne, som
blev afgjort; men det var Udlændinger, som afgjorde den, og hos
begge de stridende Parter spillede udenlandske Synsmaader og
Interesser en Hovedrolle, saa Udfaldet maatte blive et nationalt
Nederlag, hvem der saa end seirede.
I Grevefeiden blev tillige Norges Skjæbne afgjort, og at dette
1 Paludan-Muller, Grevens Fejde, I. S. 100—102. v
2 Se Heise, Herredagen 1533, i Dansk hist. Tidsskr. 4. Række, III. S. 433.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
