Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grevefeiden
247
Breve til Erkebiskop Olav med Opfordring til at slutte sig til dem.
Men Erkebiskop Olav gav intet Svar paa disse Breve og udtalte
for sine Kolleger i det norske Rigsraad, at han fandt det rettest
at sidde stille indtil videre og ikke blande sig i den danske
Strid.1
I Egenskab af den norsk-katholske Kirkes Formand og
Forsvarer kunde han heller ikke optræde anderledes. Hertug
Kristian og Grev Kristoffer, — Holsteinerne og Lybekkerne, — uenige
i alt andet, stemte overens deri, at de var ivrige Lutheranere.
Om den ene eller den anden Part seirede, i ethvert Fald og ligevist
maatte det føre med sig den katholske Kirkes Fald i Danmark
og dermed tillige i Norge, ifølge den Sammenhæng, der bestod
mellem Bigerne, og som der nu ikke længer var nogen
rimelig Udsigt til at faa brudt. Man kan ikke lægge Erkebiskop Olav
tillast, at han lod sin Politik bestemme af dette Hensyn.
Men endog bortseet herfra, — endog fra rent politisk
Synspunkt maatte en afventende Holdning fremstille sig som det for
Norge naturlige og rigtige under de daværende Omstændigheder.
Keyser har i sin Kirkehistorie2 udtalt, at «Norges Erklæring i denne
Stund (d. v. s. ud paa Sommeren 1534, da hele Danmark øst for
Storebelt var vundet for Grev Kristoffer, medens den jydske og
fynske Adel havde sluttet sig til Kristian den 3die) for et af de
tvende Partier vilde efter al Rimelighed have kastet det afgjørende
Lod i Vægtskaalene Det synes os tvertom, at der aldeles ingen
Rimelighed kan være derfor. Norges militære og politiske
Vanmagt var jo paa de Tider ligesaa velkjendt, som den var stor.
Splittelsen i Danmark aabnede tilsyneladende en Leilighed for
Nordmændene til at tage sin Skjæbne i egen Haand; men det var
kun tilsyneladende; der skal Kræfter til for at nytte Ledigheden
uden det har den intet at betyde. Man kunde ikke fra norsk Side
tænke paa at foretage eget Kongevalg, uafhængigt af de Danske
Forbindelsen med Danmark var for vel garanteret til det, ved de
danske Befalingsmænd paa Baahus, Akershus og Bergenhus og
de andre danske Adelsmænd, der havde faaet Plads i det norske
Rigsraad, eller hvem norske Len var blevne overdragne, og som
naturligvis vilde agte det for sin Skyldighed at opretholde det
ved «Brev, Beseglinger og Haandfæstninger» fastslaaede
Fællesskab. Og dernæst var der for Tiden ingen Kandidat at nævne,
hvorom man kunde samle sig, foruden de to, der var opstillede
af de to Partier, mellem hvilke Danmark var delt. At bestemme
sig for en af disse, — at afgjøre, hvem af disse man helst burde
1 Paludan-Muller, Grevens Fejde, II. S. 56.
2 II. S. 747-48.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
