Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
])en norske Historie
med de sedvansmæssige Former; men Misnøiet over en ny Skat
kunde i og for sig, naar det ikke blev knyttet sammen med en
mere almengyldig Tanke eller Følelse, vel fremkalde tumultuariske
Optrin i det enkelte, men ikke nogen virkelig samlet
Folkereisning. Det syntes jo dog at maatte være aabenbart, at det nu
gjaldt noget mere end de i Brevet af 17de Januar 1536 omtalte
«Privilegier og Friheder», — at det gjaldt den norske Kirkes og
Norges Riges Eksistens som selvstændig Ståt. Man skulde, naar
hensees hertil, have ventet, at der var bleven rettet en Appel til
Nationalfølelsen; — man skulde have ventet, at der var bleven
talt til Folket om, hvorledes udenlandske Mænd havde faaet
Magten i Landet, hvorledes de sad inde med dets faste Slotte og
førte det store Ord i Rigets Raad, — hvorledes Norge mere og
mere var sunket ned til at blive et Lydland under Danmark,
re-gjeret fra Danmark og i dansk Interesse, og hvorledes det nu var
paa høi Tid at reise sig, saafremt man ikke vilde se dets gamle
Hæder aldeles fordunklet og dets Selvstændighed helt tilintetgjort.
Men deraf merkes ikke Spor. Og dette, at der ikke engang under
Omstændigheder som disse fremkom noget, som ligner en Appel
til Nationalfølelsen, maa vi anse for noget karakteristisk, — ikke
saameget for den enkelte eller de enkelte Mænd, hvem man kan
tillægge en ledende Rolle, som for de aandige Tilstande i
Almindelighed og for det Standpunkt, hvorpaa Folket idethele stod.
Man har sagt, at Nordmændene paa denne Tid var sunkne ned
fra et Folk til en Stamme.1 Dette er for meget sagt og bliver
derved væsentlig usandt. At Nordmændene var sunkne ned til
en Stamme maa jo betyde, at Nationalbevidstheden hos dem var
aldeles udslukt. Det var ikke Tilfælde, og det kan ikke have
været Tilfælde. Nationalfølelsen hos et Folk pleier, naar den
først engang er bleven vakt og har fundet Udtryk og Støtte i en
særskilt Historie, særskilte Institutioner og Traditioner, at være
overmaade seiglivet og at kunne trodse det haardeste Tryk og
de værste Lemlæstelser. I dette Tilfælde er der nu ikke Tale
om noget saadant; det norske Folk havde ikke lidt under noget
Tryk udenfra og ikke modtaget noget Ulivssaar gjennem ydre
Ulykker. Det havde forpuppet sig og var stanset i sin Vækst
ifølge langsomt virkende indre Grunde, uden dog paa nogen
Maade at blive destrueret eller rammet i sit Væsens egentlige
Kjærne. Dets Nationalfølelse var ikke død; — havde den været
det, skulde den ikke have kunnet reise sig paany; Nationer staar
ikke op fra de Døde, saalidt som Individer; — men den var
dysset i en Søvn saa dyb, at det lignede Døden. Unionstidens
1 Aschehoug, Statsforf. i Norge og Danmark, S. 346,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
