Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grevefeiden
255
Kampe havde virket til at stimulere Nationalitetsfølelsen hos det
svenske og danske Folk; i Norge var det gaaet omvendt; man
var her uden Kamp lidt efter lidt gledet ind i en stadig voksende
Afhængighed af et andet Land, og de Følelser og Forestillinger,
der knyttede sig til Ståt og Fædreland, havde som Følge heraf
intet fundet at fornyes ved i Samtidens Begivenheder, medens
den historiske Tradition, hvori de havde sin Rod, mere og mere
var blegnet, saa de tilsidst ophørte at være en Faktor, som der
kunde regnes med i den praktiske Politik. Havde dette ikke
været Tilfælde, skulde utvivlsomt Erkebiskop Olav eller hans
Venner og Raadgivere have gjort, hvad der stod i deres Magt,
for at faa disse Følelser til sine Forbundsfæller. Naar det — i
en slig Nød som den, hvori de nu var stedte, og saa nær som
deres kirkelige og personlige Interesser var knyttede til
Hævdelsen af Norges Riges Selvstændighed, — alligevel ikke faldt dem
ind at rette nogen ligefrem Appel til Nordmændenes
Nationalfølelse, saa viser det noksom tydeligt, at denne Nationalfølelse
havde været saa længe og saa vel gjemt, at man havde glemt, at
den var til, eller vænnet sig til at sætte den ud af Betragtning.
Det kan neppe heller være tvivlsomt, at en slig Appel nu ikke
vilde have nyttet til noget. Den vilde have kommet for sent.
Har et Folks historiske Vilkaar medført, at dets Nationalaand
gjennem lange Tider mere og mere er bleven sløvet og døvet,
da maa disse Vilkaar først forandres, inden den atter kan vinde
Liv og Styrke; den reiser sig ikke af sin Dvale paa Kommando
af den Enkelte, der faar Brug for den.
Man ved, hvor ilde det gik med Erkebiskop Olav’s Forsøg paa
at tage Norges Skjæbne i sin Haand. Det mangler vel ikke
Vidnesbyrd om, at han har fundet Sympathier for sin Sag, og — hvad
der er karakteristisk — disse Sympathier synes særlig at have
gjort sig gjældende inden den norske Bybefolkning. Throndhjems
Borgere nævnes, som vi har seet, i Brevet af 7de Januar 1536
som Deltagere i Beslutningen om at fængsle Kristian den 3dies
Sendebud, og i et senere Brev, som Erkebiskoppen udstedte kort
før han for stedse forlod Norge, kalder han dem sine
Tilhængere og Venner. Den danske Befalingsmand paa Akershus, Erik
Gyldenstjerne, skildrer i Breve af 6te og 14de Februar 1536
Stemningen hos Borgerne i Oslo, Tunsberg og Sarpsborg, som om den
var ligefrem betænkelig. Han kalder dem «evige Forrædere» og
siger om (lem: «De ere aldeles utro og forvende Almuen fra
Eders Naade og gjør Almuen vis den store Magt med Folk,
Keiseren vil i Foraaret her indskikke med Pfalzgreven. For slig og
flere falske og forrædelige Indskud og Undervisning, Bønderne
og Almuen af Kjøbstedsmænd have, ere de plat og aldeles op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
