Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reformationens og Grevefeidens umiddelbare Følger for Norge ’
261
afseilede fra Kjøbenhavn en Flaade paa 14 Krigsskibe med 1500
Knegte ombord, som kom til Bergen i Slutningen af samme
Maaned og derfra drog videre til Throndhjem. Dette Apparat viste
sig nu at være helt overflødigt, — hvad man burde have kunnet
forudse. Erkebiskop Olav havde allerede den 1ste April samme
Aar forladt Norge for bestandig, efterat det var bleven ham klart,
at han ingen Hjælp kunde vente fra Keiser Karl eller Pfalzgreven.
Hans faste Slot Stenviksholm, hvor han havde efterladt nogle faa
Krigsfolk, blev beleiret af en af den danske Høvedsmand paa
Bergenhus opsendt Styrke og kapitulerede allerede den 18de Mai.
Dermed var enhver Modstand forbi, saa den fra Danmark
opsendte Flaade og Hær, der kom til Throndhjem efter
Stenviks-holms Kapitulation, ikke fik nogetsomhelst at bestille.
Den Forudsætning, som maa antages at have ligget bagved
Kong Kristians Løfte om, at Norge skulde lægges ind under
Danmarks Krone som et af de andre Lande: Jylland, Fyn, Sjælland
og Skaane, og ikke være eller hede et Kongerige for sig, nemlig
at han, for at bringe Norge til Lydighed, vilde faa at bestaa en
Kamp, som Danmarks Adel og Bigsraad skulde hjælpe ham til at
«uddrage», slog altsaa ikke ind. Dette har da udentvivl igjen
virket til, at Kongens Løfter heller ikke blev opfyldte efter
Bogstaven.
Hvad der var bleven vedtaget paa den kjøbenhavnske Rigsdag
i 1536 i Hensyn paa Norge, offentliggjordes ikke og kom først
længe bagefter til almen Kundskab. Den tredie Artikel i Kristian
den 3dies Haandfæstning udelodes af de senere Haandfæstninger,
og i intet statsretligt Aktstykke fra den følgende Tid er den nævnt
eller findes der engang nogen Hentydning til den. Norge vedblev
at føre Navn af et eget Rige Side om Side med Danmark; det
beholdt sin egen Kansler, og dets indre Styrelse vedblev for en
god Del at føres paa den tilvante Maade og at være, som
tidligere, adskilt fra Danmark.1
Alligevel maa det siges, at den paa den kjøbenhavnske
Rigsdag afsagte Dom blev i statsretlig Henseende gjennemført langt
udover hvad man skulde have ventet, naar man ser hen til, hvor
overordentlig Kongedømmets Magtstilling var bleven styrket ved
Grevefeiden, og hvor afgjort det maatte ligge i Kongedømmets
Interesse at holde Norge og Danmark ud fra hinanden som to
selvstændige Riger. Ikke blot faldt det norske Rigsraad helt og
for altid bort, — om at rekonstruere det kunde der vel, som før
nævnt, neppe heller være Tale efter det katholske Biskopsdøm-
1 Keyser, Kirkehist. II. S. 827—29. — Aschehoug, Statsforf. i Norge og Danm.
S. 351-54.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
