Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reformationens og Grevefeidens umiddelbare Følger for Norge ’ 265
Omraader: den tidlige Modenhed blev betalt med en langvarig
Stansning eller et ligefremt Forfald. Haakon den Femte udfoldede
endnu, som vi har seet, en temmelig omfattende Virksomhed som
Lovgiver. Men dermed afbrydes ogsaa omtrent al Retsudvikling
i Norge for lange Tider. Unionsperiodens halvandethundrede
Aar (1388—1536) er i Hensyn paa den norske Lovgivnings som
i Hensyn paa Landets Historie i Almindelighed et næsten aldeles
tomt Rum. Regjeringens Lovgiver-Virksomhed reducerede, sig i
denne Periode væsentlig til at udstede Privilegier for Hanseaterne.1
Heller ikke ad sedvansmæssig eller rent praktisk Vei fandt nogen
Retsudvikling Sted. Kongedømmets Fjernhed, Rigsraadets
Svaghed og den deraf følgende Mangel paa Kontrol og Initiativ
ovenfra maatte medføre og medførte, at Retspleien forfaldt eller blev
staaende ved en vanemæssig søvnig Rutine. Lovkundskab blev
stadig sjeldnere blandt Folket, og Domstolene blev mere og mere
uskikkede til at løse sin Opgave paa nogen fuldt tilfredsstillende
Maade.2
Først efter 1536 kan en ny Udvikling siges at være begyndt.
Men denne har en overveiende unational Karakter. Hvad der
tilførtes den norske Lovgivning i Tidsrummet efter 1536, er
fordetmeste enten ligefremme Laan fra Danmark, eller det er
Tillempninger af danske Love, — Retsregler, som har et dansk Præg og
er byggede paa et dansk Grundlag.3
Unionsperioden var næsten ligesaa fattig for den danske
Lovgivnings Vedkommende som for den norskes. De Love, der
fremkom i Danmark i dette Tidsrum, er baade faa og af liden
Betydning. Alligevel blev dog ikke Retsudviklingen helt afbrudt her,
som den blev i Norge. Organerne for det offentlige Liv vedblev
at fungere og at være knyttede sammen ved en nogenledes
virksom Centralstyrelse. Tidligere og i videre Omfang end i Norge
udviklede sig her af den Kongedømmet tillagte dømmende
Myndighed et Slags øverste Domstol for det hele Land i de kgl.
Ret-terthing eller Herredage, der afsagde Domme eller gav Responsa
i omstridte juridiske Spørgsmaal.4 Herved fremkom allerede i
Unionsperioden en Samling af Vedtægter og Retsregler, der
an-saaes som gjældende for det hele Rige, og som derfor kaldtes
Rigens Ret i Modsætning til Provinciallovene, hvilke den tjente
til at supplere. Denne sedvansmæssige Udvikling af Danmarks
Retsvæsen fortsattes ogsaa i det følgende Tidsrum; men ved Siden
heraf begyndte nu — tildels allerede før Reformationen, men især
1 Brandt, l. c. I. S. U—48.
2 L. M. B. Aubert, De norske Retskilder, I. S. 38.
3 Aubert, l. c. S. 73 ff.
* Se ./. E. Larsen, Samll. Skrifter, I. S. 282-83.
18 — Sars: Samlede Verker II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
