Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reformationens og Grevefeidens umiddelbare Følger for Norge ’ 271
Rektorembederne og Presteembederne i de større Byer, — da
tilbød disse, skjønt Norge gjaldt som et Slags Forvisningssted, dog
altid saa store Fordele, at de kunde blive attraaede endog af mere
fremragende danske Kandidater, og disse Poster blev derfor
hyppig, tildels i aldeles overveiende Grad besatte med danske Mænd
ligefra Reformationen og lang Tid fremover.1 Man havde i Danmark
ikke blot ulige lettere Adgang til at opnaa de for saadanne
Embeder nødvendige Kvalifikationer end i Norge, men man havde
ogsaa ulige lettere Adgang til at gjøre sine Kvalifikationer
gjældende og opnaa de Styrendes Gunst og Protektion.
Vi har i det foregaaende omtalt de Forhold, hvoraf det maa
forklares, at Reformationen vandt saameget tidligere og paa en
saa helt anden Maade Indgang i Danmark end i Norge. Det kan
ikke siges, at den i Danmark var direkte forberedt, saaledes som
i Tyskland, gjennem en forudgaaende aandig Vækkelse, der førte
i Retning af et Brud med den gamle Kirkeordning. Men det kan
siges, at den var indirekte forberedt, — gjennem Statslivet og den
politiske og sociale Udvikling. Ved denne Udvikling var der
skabt Tilknytningspunkter for den reformatoriske Aandsbevægelse.
Sæden kom og maatte komme udenfra; men Jordbunden var
præpareret til at modtage den; Danmark var rustet til at følge
med og laa som et Fartøi med Seilene oppe, saa det kunde skyde
Fart, saasnart det begyndte at blæse op.
Med Norge forholdt det sig anderledes. Her fandtes hverken
Universitet eller Bogtrykkerier; Statslivet var forlængst gaaet
rent i Staa, Adelen havde næsten ophørt at eksistere, en
Borgerklasse var neppe endnu bleven til. Om Reformationen alligevel
vilde have kunnet vinde Indgang i Norge ogsaa uden ydre
Begivenheders Mellemkomst, og om den vilde have kunnet seire
ved sin egen Magt, — ved de samme rent aandige Midler,
hvorved den i det væsentlige seirede i Danmark, — derom lader sig
naturligvis intet bestemt sige. Sent og smaat vilde det i ethvert
Fald have gaaet, og den reformatoriske Bevægelse vilde i ethvert
1 Af de 7 bergenske Biskopper eller Superintendenter mellem Reformationen
og Enevoldsmagtens Indførelse var de 5 — Jens Skjelderup, Anders Foss, Anders
Michelssøn Kolding, Nils Paasche, Ludvig Munthe — danskfødte — og alene 2,
den første i Ordenen, Geble Pederssøn, og den sidste, Jens Skjelderup (Sønnesøn
af den førnævnte Jens Skjelderup) norskfødte. Af de 7 throndhjemske Biskopper
i det samme Tidsrum var ligeledes 5 danskfødte, nemlig Hans Gaas, Hans
Mogenssøn, Isak Grønbeck, Anders Arrebo og Erik Bredal, — 2 norskfødte, nemlig
Thorbjørn Olafssøn og Peder Jenssøn Skjelderup (Søn af den bergenske Biskop
J. Skjelderup den ældre). Af de 9 Biskopper i Oslo var 8 danskfødte, nemlig
Hans Reff, Anders Madssøn, Frants Berg, Nicolaus Seningius, Nicolaus Glostrup,
Ole Boesen og Henning Stockfleth, — i norskfødt, Jens Nilssøn (Svigersøn af
hans Formand, Biskop Frants Berg). Af de 6 Stavanger-Biskopper var bare den
første i Bækken, Jon Guttormssøn, norsk, — de følgende 5: Nils Gregerssøn Biber,
Jørgen Erikssøn, Laurits Skabo, Thomas Cortssøn Wegener, Marcus Christenssøn
Humble — alle danske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
