Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reformationens og Grevefeidens umiddelbare Følger for Norge ’
285
— nemlig med intet mindre end Tabet af Norges politiske
Selvstændighed. For i visse Maader gjælder det jo, efter hvad der i
det foregaaende er vist, at den norske Bondefrihed ikke kunde
bevares gjennem det 13de, 14de og 15de Aarhundrede, —
Adels-vældets Tidsrum i Europa, uden at samtidig Vilkaarene for en
nogenledes kraftig Statsudvikling efter Tidens Medfør blev
forspildt. Og nu, efterat Landets militære Hæder og politiske
Velfærd var bleven tilsat for Bondefrihedens Skyld, nu syntes der at
være Fare for, at ogsaa den skulde gaa fløiten, saa man, efter
det gamle Ordtøke, baade fik ro Ledingen og udrede
Ledings-boden.1
1 Danmark havde ved det her omhandlede Tidspunkt en
Samfundsudvikling, der gik i en fra den norske helt forskjellig
Retning, naaet omtrent frem til sin Fuldendelse. Selveierbøndernes
Eiendomsret til sin Jord var blevet saaledes reduceret, at der
næsten ikke var mere end et Navn tilbage. Allerede fra gammel
Tid havde der, som tidligere omtalt, paahvilet de danske
Selv-eierbønder store Ydelser til Kronen, ikke blot til Krigstjeneste
og Skat, men ogsaa Hoveri, — Arbeide ved de kongelige Gaarde
og Slotte rundt om i Biget, — for hvilke Ydelser derimod
Adelens (og Kirkens) Bønder efterhaanden blev helt eller delvis
fritagne. Heraf fulgte, at man vænte sig til at sondre mellem
Kirkens og Adelens Bønder paa den ene Side og Kronens Bønder
paa den anden, under hvilken sidste Benævnelse man indbefattede
baade Selveierne og Kronens Leilændinger eller Fæstebønder,
hvem de samme Skyldigheder paahvilede som Selveierne, foruden
hvad de havde at give i Vederlag for Brugen af sine Kronen
tilhørende Gaarde. Heraf fulgte igjen en i Tidens Løb stadig
videregaaende Sammenblanding af disse to Klassers Betsforhold.
Idet Selveierbonden var forpligtet til de samme Ydelser — baade
Hoveri og Brugsafgift — ligeoverfor Kronen, som Adelens
Fæstebønder ligeoverfor sine Jorddrotter, sluttede man, at Ydelserne i
begge Tilfælde maatte udledes af den samme Grund, og tillagde
følgelig Kronen en Jorddrots Stilling og Krav, ikke blot
ligeoverfor dens Fæstebønder, men ogsaa ligeoverfor Selveierbønderne.2
Man maatte naturligvis fra først af indrømme, at disses Adkomst
til sine Gaarde var af en anden og bedre Art end en Fæstebondes
Adkomst til sin Gaard. Man foretog sig ikke nogen ligefrem eller
fuldstændig Konfiskation af deres Eiendom, men hævdede til en
Begyndelse bare en Overeiendomsret eller «Herlighed» over deres
Gaarde for Kronen eller den, til hvem Kronen afstod sin
Herlighed. Fra det saaledes vundne Udgangspunkt lykkedes det imid-
’ Röa leiöangrinn ok gjalda leiövitiö.
2 Se 2den Del, S. 570 og 590-92,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
