Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
])en norske Historie
lertid at komme smaat i senn videre, og i det 16de Aarhundrede
var Forskjellem mellem Selveiere eller «jordegne» Bønder og
Fæstebønder blevet saa liden, at der oftere opstod Tvivl og Strid
om, hvorvidt Bønderne i hele Distrikter hørte til den ene eller
den anden af disse Klasser.1 Selveierbonden udredede en
Ind-fæstningssum (Bygselpenge) til sit «Herskab», naar han tiltraadte
sin Gaard, og siden hvert Aar Landgilde (Landskyld); han
«træ-lede» for Herskabet som en anden Fæstebonde, og Herskabet
kunde endog tage hans Gaard fra ham i visse, ingenlunde klart
definerede Tilfælde, t. Eks. naar han, som det hedte, ikke holdt
Gaarden ved Hævd, eller naar han huggede Skogen til Upligt.
I Sammenhæng med denne Lemlæstelse af Selveierbøndernes
Eiendomsret stod det nu dernæst, at deres Tal mere og mere
aftog, og at Selveiergodset i Massevis gik over til at blive
Fæstegods. Dette skete navnlig ifølge Mageskifter mellem Kronen og
Adelen. Kronen afstod ved saadanne Ledigheder hyppigt sin
«Herlighed» over «jordeget» Bondegods til en eller anden
Adelsmand, der udlagde af sit Fæstegods til Vederlag, og gav ham
derhos Tilladelse til at handle med Selveierne om Afstaaelsen af
deres Eiendomsret. Vel syntes der herved at være reserveret
Selveierne fuld Frihed til selv at bestemme, om de vilde føie sig
efter Adelsmandens Ønske eller ikke. Men i de allerfleste
Tilfælde maatte dog Udfaldet blive og blev det, at de virkelig afstod
sine Gaarde og gik over til at blive Fæstebønder. Deres Forhold
til Herlighedseieren var nemlig altfor afhængigt til, at det kunde
skorte denne paa Midler til at tvinge dem, og deres Eiendomsret
altfor ufuldkommen og altfor utryg til, at de kunde holde fast
ved den med nogen synderlig Kraft. Hertil kom, at den
jordegne Bonde i Regelen blev ilignet dobbelt saa høi Skat til Kronen
som Fæstebønderne. Ved at afstaa sin Eiendom og modtage den
igjen tilleie, slåp han altsaa for en Del af sine Byrder og
kunde tilljge haabe at finde hos sin adelige Jorddrot en
Beskyttelse, som hans ufuldkomne Eiendomsret ikke var istand til
at yde ham.
Hvad der gjaldt om Selveiendommen hos den danske
Bondestand, at den nemlig i den her omhandlede Tidsalder var blevet
noget helt forskjelligt fra, hvad Selveiendom var i Norge, gjaldt
ogsaa om Fæsteforholdet i Danmark sammenlignet med det
tilsvarende Forhold i Norge. Ogsaa i Hensyn herpaa var
Forskjellen mellem de to Lande stadig bleven skjærpet eller uddybet.
Medens det norske Jordleievæsen bevarede i Hovedsagen sin op-
1 P. V. Jacobsen, Om Selveiergods og de Maader, paa hvilke denne Art af
Eiendom overgik til Fæste under Chr. III, og Fredr, II, — Jurid. Ark. XVIII,
S. 193 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
