Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reformationens og Grevefeidens umiddelbare Følger for Norge ’ 287
rindelige Karakter, var Fæstebondeklassen i Danmark bleven
trykket dybere og dybere ned. Den norske Leilænding vidste
til Punkt og Prikke, hvad han paatog sig ved at leie Andenmands
Jord; den Afgift, han skulde yde, var, hvad enten den bestod i
Penge eller Varer, forud fastsat til en vis Størrelse, der ikke
kunde forhøies, før den kontraktmæssige Leietid va’r udløbet, og,
naar han havde ydet sin én Gang for alle fastsatte Afgift, havde
han intet videre med sin Jorddrot at skaffe; om noget almindeligt
Lydigheds- eller Tjenesteforhold til denne var der ikke og kunde
der etter Lovgivningens hele Standpunkt ikke være Tale.1 I
Danmark derimod var Sagerne i saa Maade blevne bragte i en helt
anden Stilling. I en stor Del af dette Rige (nemlig Sjælland,
Laaland og Falster) havde Fæsteforholdet antaget Karakteren af
en ligefrem og aabent udtalt personlig Ufrihed, idet Ronden var
forpligtet til at være sin Livstid paa det Gods, hvorpaa han var
født, og følgelig kunde tvinges til at tage hvilkensomhelst Gaard,
Jorddrotten vilde sætte ham til, og paa hvilkesomhelst Vilkaar,
Jorddrotten fandt for godt at bestemme. Om de øvrige Dele af
Riget, hvor denne Bondens personlige Ufrihed eller det saakaldte
Vordnedskab ikke fik Indgang, gjaldt det jo vistnok, at
Fæstebondens Forhold til hans Jorddrot formelt vedblev at have
Karakteren af en fra hans Side frivillig indgaaet Overenskomst.
Men faktisk havde Frivilligheden lidet eller intet at betyde, og
den danske Fæstebonde var ogsaa der, hvor Vordnedskabet ikke
fandt Sted, meget langt fra at være en fri Mand i samme Grad
og paa samme Maade som den norske Leilænding. For det første
var han regelmæssigt og i vid Udstrækning underkastet
Arbeids-pligt eller Hoveri ligeoverfor sin Jorddrot, — en Ydelse, der synes
at have været aldeles ukjendt i Norge lige til Reformationstiden;
men om Hoveriet gjaldt det nu, at det fremfor andre Ydelser lod
sig tøie og udvide udover de engang fastsatte Grænser og derfor
ogsaa i Regelen blev en mere trykkende og med den personlige
Frihed mere uforenelig Byrde end nogen anden. Dernæst
frembød den danske Lovgivning intet Sidestykke til den Omhu,
hvormed Lovgivningen i Norge havde sørget for at hindre
Vilkaarlighed og Magtmisbrug fra Jorddrotternes Side. Den paalagde
tvertom Fæstebonden i ganske almindelige og svævende Udtryk
saadanne Pligter som at holde Gaarden ved Hævd og at være
sin Jorddrot hørig og lydig; Jorddrotten kaldtes hans Husbonde
og Herskab, og hans Forhold til denne opfattedes idethele som
en Tjeners, saa han ikke raadede sig selv, saalænge det stod ved
Magt, om det end paa en Maade var frivillig indgaaet. Og hertil
1 Brandt, Forelæsn. over norsk Retshist. I. S. 295.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
