Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
Den norske’ Historie
der og Tjenere begaaede Forbrydelser paatale og Ret til at
oppe-berge for egen Regning de herved faldende Røder. I Danmark,
hvor denne Ret indrømmedes Adelen ved Kristian den 3dies
Haand-fæstning af 1536, blev den et «drabeligt» Privilegium, som i høi Grad
virkede til at gjøre Adelsmændene til uindskrænkede Herrer over
deres Rønder, idet Hals- og Haandsretten her ofte var forenet
med Rirkeret, d. v. s. Ret for de adelige Sædegaardseiere til selv
at beskikke Dommere paa sine Godser, hvorved de paa en Maade
kom til at samle Anklage- og Dommermyndigheden i sin Haand,
og idet Rondestanden her allerede forud var saa kuet og saa
uvant til at sætte sig til Modverge mod Adelens Overgreb, at det
nye Magtmiddel trygt kunde bruges i den videste Udstrækning
til at fremme alskens Vilkaarlighed. I Norge derimod, hvor
Rirkeretten ikke fik Indgang,1 hvor de adelige Sædegaardseiere
altsaa ved Udøvelse af Hals- og Haandsprivilegiet havde at holde
sig til Landets almindelige Domstole, og hvor desuden Rønderne
i en saa helt anden Grad havde Greie paa, hvad Landets Lov
hjemlede dem, fik dette Privilegium væsentlig kun en økonomisk
Retydning. Det blev ikke et nyt Magtmiddel for Adelen, men
bare en ny Indtægtskilde, og indrømmede ikke saameget en Ret,
som det paalagde en Pligt, der viste sig at være saa byrdefuld i
Forhold til det Vederlag, som var knyttet til den, at de
Privilegerede endog søgte at blive kvit den Herlighed, som de saa
længe havde strævet for at opnaa.2
I det hele fik den nye norske Adel (der nærmest var at
betragte som et Sideskud af den danske) aldrig nogen rigtig Fart i
sig. Den vilde ikke trives. Det viste sig, at Norge i enhver
Henseende var en ugunstig Spiregrund for en privilegeret
Godseier-klasse. Raade var her lidet af dyrket og dyrkbar Jord, og det
lidet, som var, sad fast paa de Hænder, hvori det engang var
kommet. De danske Adelsmænd, der flyttede ind i Landet i
Reformationstiden, har vistnok gjennemsnitlig været mere om sig
efter Jordegods end deres norske Standsfæller og forstaaet sig
bedre paa de «allehaande optænkte Paafund», hvorved Ronden
kunde tvinges til at opgive sin Selveiendom. Men det var dog
utænkeligt, at det skulde kunne lykkes dem at komme langt med
sine Kneb og Kunster hertillands. Den norske Rondes
Selveiendom var altfor godt beskyttet til det baade ved Loven og ved
Folkets Karakter.
Det hyppigst brugte og virksomste Middel, hvorved Adelen i
Danmark udvidede sit Jordegods paa Selveierklassens Rekostning,
1 Birkeret blev først efter Regjeringsforandrtngen i lfifiO tilstaaet enkelte norske
Sædegaardseiere. — Brandt, Forelæsn. I. S. 2;>5.
2 Min Afhandl, i Mord. Univ.-Tidskr. II. S. 11,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
