Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reformationens og Grevefeidens umiddelbare Følger for Norge 303
bestod, som før nævnt, deri, at den ved Mageskifter med Kronen
lik sig tilskjødet dennes «Herlighedsret» i Selveiergods og saa
bagefter ved Tvang eller frivillig Overenskomst med
Selveier-bønderne fik Herlighedsretten udvidet til en fuldstændig
Eien-domsret, hvilket i Regelen gik meget let fra Haanden, eftersom
Bondens Selveiendom var saa sterkt beklippet, at han ikke havde
synderlig Opfordring til at holde fast ved den, og eftersom han,
ved at opgive den og gaa over til at blive Fæstebonde, slåp for
endel af sine offentlige Byrder og dertil kunde vente at blive mere
gunstigt anseet af sin adelige Jorddrot, som allerede gjennem
Herlighedsretten havde ham halvveis i sin Magt. Om dette Middel
kunde der nu ikke blive Spørgsmaal i Norge. Mageskifter af en
saadan Art var umulige her, eftersom Kronen aldeles ikke havde
erhvervet nogen saadan «Herlighed» over det norske Odelsgods,
der kunde gjøres til Gjenstand for Omtuskning eller
Bortskjød-ning. Odelsbondens Eiendomsret til sin Gaard gjaldt for at være
ligesaa god som Adelsmandens til sin; han var ikke forpligtet til
nogen anden Ydelse end de offentlige Skatter, og disse var ikke
større for ham end for en Leilænding, Hans Stilling som Eier
til den Jord, hvorpaa han boede, frembød saa store Fordele, gav
saamegen Frihed, var saa tryg og saa anselig, at alene den yderste
Nød kunde bringe ham til at opgive den og bytte den bort mod
en Leilændings Vilkaar. Og om han engang havde seet sig tvunget
dertil, var der ved Odelsløsningsretten sikret ham eller hans
nærmeste Slegt et Middel til at gjenvinde den tabte Stilling, som
udentvivl er bleven brugt i alle Tilfælde, hvor det blev Vedkommende
nogenledes økonomisk muligt. Hvad det lykkedes Adelen at
erhverve af det Odelsbønderne tilhørende Jordegods, har udentvivl
mest været saadanne Gaarde eller Gaardparter, som
vedkommende Eier ikke selv brugte, og ved hvis Overgang i adelig
Besiddelse altsaa vel Odelsgodset er bleven formindsket, men ikke
Tallet paa de Bønder, der sad paa egen Grund og brugte egen
Jord. Og selv om denne Slags Odelsgods maa det antages, at
Eieren kun høist nødig har ladet det frakomme sig og sin Æt, saa
det neppe kan have været meget deraf, som paa en varig Maade
er gaaet over i adeligt Eie.
Det var imidlertid ikke blot Adelen, men ogsaa Kronen, som i
denne Periode udvidede sit Jordegods paa Odelsbondeklassens
Bekostning. I en Række af Tilfælde blev Odelsgods efter Loven
forbrudt under Kronen, nemlig naar Eieren undlod at udrede
Leding eller anden offentlig Skat deraf, eller naar han gjorde sig
skjddig i nogen af de Forbrydelser, der sammenfattedes under
Navn af übötamål.1 Ogsaa ved andre Forbrydelser kunde det
1 Brandt, Forelæsn. II, S. 8—9,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
