Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges materielle Fremgang 1536—1660
315
rede forud fandtes Byer, eller hvor der snart dannede sig
bymæssige Anlæg, hvis Beboere blev de naturlige eller nødvendige
Mellemmænd mellem Skogeierne og de udenlandske Kjøbere. Som
kjendt, skylder flere af det søndenfjeldske Norges Kjøbstæder helt
og holdent sin Tilblivelse til den i det 16de og 17de Aarhundrede
udviklede Trælasthandel, og om de andre, der var til, før
Trælasthandelen kom i Gang, gjælder det dog, at de først ved den
naaede frem til nogen Trivsel.1
Den samme Omvæltning i Europas kommercielle Forhold, der
aabnede for Norge en helt ny Hovednæringskilde i Skogbruget,
virkede ogsaa ad en anden Vei til Landets økonomiske Opkomst,
nemlig ved at undergrave det hanseatiske Handelsvælde. Hvad
der endnu i det 15de Aarhundrede havde kunnet lykkes
Hanseaterne: at holde nogenledes borte enhver Konkurrence i Farten
paa Bergen, blev i det 16de, ved den raskt fremadskridende
Udvikling hos Vesteuropas Nationer, særlig Hollænderne, en umulig
Ting. Det hanseatiske System med Stapeltvang og
Handelsfakto-rier eller Kontorer ophørte mere og mere at være tidsmæssigt,
eftersom Retssikkerheden blev større og Samkvemmet mellem
Nationerne antog en mere ordnet og fredelig Karakter.
Kontorerne var kostbare Indretninger; man maatte bære trykkende
Afgifter for deres Skyld, medens de ikke længer bragte nogen
tilsvarende Fordel. Hanseforbundets egne Medlemmer søgte paa
alskens Maader at unddrage sig Stapeltvangen, og den
nordeuropæiske Mellemhandel, som engang næsten helt og holdent havde
været i Hanseaternes Haand, gik mere og mere over til
Hollænderne, hvis System var bygget paa Frihed, ikke paa Tvang.2
Lybeks Deltagelse i Grevefeiden var et sidste fortvivlet Forsøg
paa at faa Strømmen til at vende sig og at frigjøre Hansestæderne
for den ødelæggende Konkurrence i de nordiske Farvande og
særlig i Farten paa Bergen. Forsøget glippede fuldstændigt.
Ly-bek opbød al sin Kraft under Kampen; Nederlaget blev derfor
saameget mere knusende i sin Virkning, og Hanseforbundets
engang saa mægtige Hoved og ledende Stad fik derved en Knæk,
som den aldrig kunde forvinde. Den ophørte at være en farlig
Modstander, og Kristian III vilde, efterat han var gaaet seirrig
ud af Grevefeiden, ikke have risikeret meget ved at gribe ind i
og ordne de norske og særlig de. bergenske Handelsforhold efter
eget Godtykke. Der var al mulig Opfordring til en saadan
Indgriben fra Statsstyreisens Side; Hansestæderne sad fremdeles inde
med sine gamle Privilegier, der var saa urimelig vidtstrakte og
1 Se min Afhandling «Norge under Foreningen med Danmark» III. Nord.
Univ. Tidsskr. 1863 og 186b.
Sartorius, Gesch. d. hans. Bundes. III. 15 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
