Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
Den norske’ Historie
(Aaremaal). Forsaavidt ikke noget andet udtrykkelig var
fastslaaet ved Kontraktens Indgaaelse,1 blev det altid forudsat, at
Terminen skulde være saa lang og ikke længere. Udentvivl har
det fra først af været sedvanligt, at Leilændingen vedblev at bo
paa den Jord, han engang havde leiet, saalænge han opfyldte sin
Skyldighed og ikke selv ønskede at flytte bort; men hans
Kontrakt gjaldt ikke for bindende udover det ene eller de tre Aar ad
Gangen; ved Udløbet af denne Termin havde Jorddrotten formel
Adgang til at sige ham op. Herved skete der ham heller ikke
nogen egentlig Uret, saalænge hans eneste Præstation til
Jorddrotten var den aarlige Landskyld, hvilket var det regelmæssige
Forhold endnu paa den Tid, da Magnus Lagabøters Landslov
kom istand;2 han havde nemlig da, naar han blev opsagt efter
Aaremaalets Udløb, ikke udredet Afgift for flere Aar end dem,
i hvilke han havde havt den leiede Jord i Brug, og ikke udredet
mere, end hvad der maatte antages at svare saa nogenlunde til
Nytten, han havde havt af den. Men efter Midten af det 13de
Aarhundrede indtraadte der efterhaanden en Forandring i dette
Forhold. Ledingen gik ved denne Tid over fra at være en
personlig Skat, der udlignedes efter Mandtallet, til en reel, som
paahvilede de faste Eiendomme, og hvis Størrelse rettede sig efter
Landskylden. Det kom nu til at stride mod Jorddrotternes
Interesse, at Landskylden paa deres Eiendomme forøgedes, fordi
Eiendommen i samme Forhold blev høiere skatlagt, og heraf fulgte
da igjen, at Landskylden, hvis Størrelse oprindelig havde varieret
efter Omstændighederne, blev fikseret én Gang for alle, og at den,
ved de synkende Priser paa de Varer, hvori den var bestemt, og
ved Landeiendommenes voksende Værdi i mange Tilfælde blev
et aldeles utilstrækkeligt Vederlag for Brugen af de bortbygslede
Jorder. Eierne af disse søgte at holde sig skadesløs herfor ved
at betinge sig forud en Pengesum — Bygselpenge eller
Indfæst-ning — af dem, til hvem de bortleiede sine Jorder. Men derved
opstod en Uoverensstemmelse mellem gjældende Lov og gjældende
Praksis, som maatte virke til at gjøre Leilændingernes Stilling
mere utryg og afhængig, end den før havde været. Medens den
legale Leietid ikke var mere end 3 Aar, blev Bygselsummen
regelmæssig beregnet for en meget længere Tid, idet man gik ud fra
den Forudsætning, at Leilændingen efter gammel Sedvane skulde
beholde sin Gaard, saalænge han levede og opfyldte sine
kon-traktsmæssige Skyldigheder. Leilændingen havde altsaa nu, ved
Udløbet af de tre Aar, fordetmeste langt fra havt den Brug
1 Fr. Brandt, Forelæsninger over den norske Hetshist. I. 300. — Dipl. Norv. V.
No. 134, 156 (Eksempler paa Livsbygsel).
2 Brandt, Forelæsn. I. 297—98.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
