Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges materielle Fremgang 1536—1660
321
af sin Jord, som han havde betalt for og troet at betinge sig;
han havde et faktisk Krav paa at blive siddende; men Jorddrotten
havde paa samme Tid retslig Adgang til at drive ham bort, og
det kunde da ikke være anderledes, end at griske Jorddrotter
benyttede sig heraf, og at Leilændingerne fandt sig i nye Paalæg eller
anden vilkaarlig Behandling for ikke at blive satte ud fra de
Gaarde, som de havde givet store Bygselpenge for, eller i hvis
Dyrkning de havde nedlagt meget Arbeide i den Tro, at de skulde
beholde dem, saalænge de levede.
Disse Misforhold traadte allerede i Begyndelsen af det 16de
Aarhundrede frem paa en meget følelig Maade, og «den Skik om
Jordbygselen» blev fra nu af, som det heder i Erik Rosenkrants’s
Reces af 1565, «det første og største Klagemaal her udi Landet».
Hver Gang der holdtes Herredage i Norge, indkom der rundt
omkring fra det hele Land Besværinger over al den Uret,
Leilændingerne maatte lide af Kirkens og Kronens Ombudsmænd og
af de private Jorddrotter, væsentlig af den Grund, at Lovgivningen
alene kjendte Bygsel paa Aaremaal, medens Bygselpengene i
Regelen blev udredede under Forudsætning af livsvarig Brug og
Besiddelse. Regjeringen lod sig det ogsaa være magtpaaliggende at
afhjælpe disse Klager. Et Forbud mod at tage Bygselpenge, der
forekommer i Magnus Lagabøters Landslov, blev gjentaget i flere
Forordninger fra første Halvdel af det 16de Aarhundrede. Men
dette Forbud, som fra først af var fremkaldt ved et rimeligt
Hensyn til Kronens Indtægter, idet Ledingen forøgedes, eftersom
Landskylden blev forøget, og idet enhver Jorddrot endnu paa
Landslovens Tid havde fri Adgang til at tage saa høi Landskyld,
som han kunde faa, var nu, efterat Landskyld og Leding
forlængst var bleven fikseret over det hele Land, fuldkommen
upraktisk og urimeligt. Ved Midten af det 16de Aarhundrede slog
Regjeringen imidlertid ind paa en ny Vei til Afhjælpelse af de
gjængse Klagemaal, idet den lagde an paa at faa indført Bygsel
paa Livstid istedetfor Bygsel paa Aaremaal som den faste
gjældende Regel. En Række Lovbud, der sigtede hertil, blev
efterhaanden udstedt; det varede en Stund, inden Maalet blev naaet;
Regjeringen selv optraadte stundom paa en Maade, der viser
Vakling mellem det Gamle og det Nye; men ved Aarhundredets
Udgang kan denne Beform i den norske Landbolovgivning ansees
for at være helt gjennemført. I Kristian IV.s norske Lov (1604)
blev det slaaet fast, at «hvilken Bonde, som fæster sin Gaard og
udgiver sin første Tage (o: Bygselsum), han skal beholde sin
Gaard udi sin Livstid, og maa hannem ikke frafæstes, dog med
slig Vilkaar, at han holder Gaarden ved god Hevd og Bygning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
