Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332
Den norske’ Historie
pleiet at fremstille — og ikke uden Grund — Syvaarskrigen som
et Vendepunkt i Hensyn paa den indbyrdes Stemning mellem
de skandinaviske Folk: indtil da havde Nordmændene bedre
kunnet forliges med de Svenske end med de Danske, — Adam af
Bremen i Slutningen af det Ilte og Peder Klaussøn i Slutningen
af det 16de Aarhundrede samstemmer deri; — fra nu af blev det
efterhaanden anderledes. Svenskernes Herjetog i Norge under
Syvaarskrigen, der ikke syntes at have havt nogen anden Hensigt
end bare den at ødelægge, vakte Harme og mindedes længe. De
følgende Krige — 1611, 1645, 1657, — føiede hertil jiye Minder,
der virkede til at uddybe Kløften mellem Nordmænd og Svenske
og til at knytte Nordmænd og Danske nærmere sammen. Og
samtidig hævede Sverige sig til den første Magt i Norden og blev
saameget sterkere end Norge og Danmark, at disse to Riger
endog med forenede Kræfter vanskelig kunde holde det Stangen,
og at det statsretlige Baand mellem dem forsaavidt maatte
fremstille sig som en naturlig Ting, svarende til begges
velfor-staaede Interesse.
At dette Baand fra først af var bleven knyttet paa en for
Nordmændenes Nationalfølelse ydmygende Maade, blev efterhaanden
glemt. Vi har omtalt, at der var Kredse inden det norske Folk,
der stod saavidt høit, at de ikke kan have været aldeles
ligegyldige eller uopmerksomme Vidner til Norges politiske Nederlag
under Grevefeiden, og at der maa have gjort sig gjældende hos
dem en Følelse af Uvilje eller af Skam over den Stilling, hvori
deres Fædreland derved var bleven bragt. Men for det første
var disse Kredse faatallige, og for det andet er der al mulig
Grund til at tro, at de, om end ikke uden Deltagelse for Landets
Skjæbne, dog har fulgt den paa meget stor Afstand. Indtrykket
af de Begivenheder, der gjorde det af med den sidste Rest af
Norges politiske Selvstændighed, kan ikke engang hos dem have
været synderlig dybt eller sterkt. Saameget lettere og snarere
kunde det da ogsaa komme dertil, at det blev helt udslettet.
Kredsen af norske Adelsætter, som var de nærmest
skadelidende ved den i 1536 og 1537 gjennem Tingenes Orden, og som
derfor vel ogsaa maatte staa i den mest bestemte eller bevidste
Opposition til denne Tingenes Orden, smeltede i den følgende
Tid hurtig sammen; somme døde ud, andre «bondedes» (d. v. s.
sank ned til at blive Almuesmænd); ved Midten af det 17de
Aarhundrede var der kun nogle ganske enkelte igjen, som endnu paa
et Slags Vis hævdede sin adelige Bang.1 Traditionerne fra
Unionstidens norske Selvstændighedsparti, der kjæmpede mod den danske
1 Budstikken, 4de Aargang (1823), No. 89 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
