Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
Den norske’ Historie
Her begynder det altsaa at komme frem, hvorledes netop det,
der engang havde været det danske Samfunds Styrke, nu var
gaaet over til at blive i mange Henseender dets Svaghed, og
hvorledes, paa den anden Side, det, der engang havde været den rette
Hovedgrund til det norske Samfunds Underlegenhed ligeoverfor
det danske, nu holdt paa at blive et ligesaa afgjort Fortrin.
Danmarks talrige, vel udviklede Adel havde i Unionsperioden været
et Værn for Landet, hvortil Norge savnede Sidestykke. Men
Adelen øvede ved sin Overmagt et sterkt baade moralsk og
økonomisk Tryk paa det øvrige Folk, særlig Bondestanden. Dette var
den anden Side af Medaillon, og den maatte komme frem, efterat
den adelige Væbning var bleven aflægs og Krigsvæsenet havde
udviklet sig i en mere demokratisk Retning, saa at Infanteriet var
blevet Hovedvaaben og Hærene væsentlig blev sammensatte af
hvervede Tropper eller ved Udskrivning inden det menige Folk.
Adelen i Danmark havde siden Slutningen af det 16de
Aarhundrede ophørt at spille nogen Rolle i militær Henseende, og
Landets Forsvar kom derefter næsten udelukkende at hvile paa
fremmede Leietropper. Dette Forhold var baade ydmygende for
Nationalfølelsen og i sig selv utrygt, og danske Patrioter klagede
ogsaa bittert derover og krævede Dannelsen af en national Hær
efter andre Landes Eksempel. «Hvad vores Fodfolk belanger,»
skriver Arild Huitfeldt (1599), «da have vi nu en Tidlang foragtet
vore Egne og brugt Fremmede .... Derover sidde vi uvæbnet
og have os ikkun paa Penninger og fremmed Magt at forlade. . .
Vort Folk fattes hverken Mod eller Manddom .... Hvis vore
Egne bleve afholdne og fremdragne, som de skulde, naar de bleve
øvede og væbnede, . . skulde de vel blive saa gode som
Fremmede.»1 «Danmark bruger ikke sin Styrke, som bestaar i godt,
trofast og mandigt Landfolk,» mente den ivrigt dansk-sindede
Christen Skeel under Forhandlingerne i Rigsraadet i 1649 om det
danske Forsvarsvæsen.2 Men, hvis dette var Danmarks Styrke,
var det i langt høiere Grad Norges. Man kunde paa Forhaand
have skjønnet, — og Erfaringen viste det da ogsaa snart, — at
det maatte være langt lettere at gjøre gode Soldater af de norske
Rønder end af de danske. De sidste var ikke, som de første,
vante til at omgaaes Vaaben, og de kunde, ifølge den Tvang og
det Tryk, hvorunder de levede, og hvorunder deres Fædre havde
levet i Aarhundreder, ikke paa langt nær besidde saamegen
Ambition eller saamegen personlig Selvlølelse.
Disse den norske Bondestands militære Fortrin kom nu egent-
1 Danm. Kran. Tom. V.
2 Danske Mag. 3. Række, 4. Bind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
