Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44 Den norske’ Historie
være istand til at sætte sine Krav igjennem med Magt, om saa
skulde være.
Som før omtalt, vakte de Begivenheder, der medførte
Ophævelsen af det norske Rigsraad og Norges formelle eller statsretlige
Underordning under Danmark, liden Opmerksomhed i Samtiden
og blev udentvivl snart aldeles glemte. Man forestillede sig, at
Danmark og Norge fremdeles modtog sine Konger i Kraft af det
samme Arveprincip, der fra først af havde knyttet Rigerne
sammen og siden umindelige Tider havde været Hovedstykket i den
norske Statsret, og at Danmarks Forrang fremfor Norge følgelig
alene laa deri, at Kongehuset var dansk af Oprindelse og havde
sin Residens i Danmark. Norges gamle Lov — den hellige Olavs
Lov, hvor Arveprincipet var hævdet med saamegen Styrke, —
vedblev at være gjældende. Man saa ikke andet, end at baade
Konge og Folk henholdt sig til den, ogsaa hvor der var Tale om
Rigets offentlige Ret.1 Man saa ikke andet, end at Søn fulgte efter
Fader paa Rigernes Throne, overensstemmende med den hellige
Olavs Lov, og at endog regelmæssig den ældste Søn blev hyldet
som Faderens Eftermand i dennes levende Liv.
Tilsidst kom dog Sandheden frem, paa en saadan Maade, at
man maatte blive vidende om den ogsaa i Norge, — blive vidende
om hele Sandheden, ikke bare, som hidtil, en Side eller en Stump
af den. Det kom frem, at Valgprincipet blev opretholdt i den
danske Statsret ogsaa efter 1536, om end i noget modificeret
Skikkelse,2 og at følgelig Norges statsretlige Forhold til Danmark,
saadan som det blev opfattet og gjennemført fra dansk Side, var
langt mere ydmygende for Nordmændenes Nationalfølelse, end
om Rigernes fælles Kongedømme havde været strengt arveligt,
overensstemmende med den gjængse norske Forestilling. Det
kom frem, at Norge ikke var kommet ind i dette Forhold saa
aldeles ligetil eller udelukkende ad Arvefølgens Vei, som man
havde ment, — at Istandbringelsen af den bestaaende Forening
mellem Rigerne havde været ledsaget af Omstændigheder af en
saadan Art, at Foreningen maatte opfattes som en Skam for det
norske Folk, om ikke ved sig selv, saa ialfald ved Maaden,
hvorpaa den var bleven til.
Kristian III.s Haandfæstning af 1536 blev, som tidligere nævnt,
ikke trykt før Aarhundreder bagefter; dens tredie Artikel, —
hvorved Kongen tilsagde Danmarks Rigsraad og Adel, at Norge for
Fremtiden ikke skulde være eller hede et Kongerige for sig, men
henlægges under Danmarks Krone som et af de andre Lande,
Jylland, Fyn, Sjælland eller Skaane, — blev ikke optaget i de føl-
1 Aschehoug, Statsfor/ain. S. 356.
2 Aschehoug, l. c. S. 359 —60.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
